![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0195.jpg)
188
samfundsmænd frydede os oprigtig. Selv Højesteretssagfører Frede
rik Salomon, der ellers sad kritiserende og m isfornøjet hjemme,
havde den Aften vovet sig ned i Badstuestræde og deltog i den al
mindelige Glæde. „Det er dog aldeles mærkværdigt, det er virkelig
storartet“ , hører jeg ham sige. Erobringen af Borgerrepræsentation
og Magistrat var dermed indledet. Borgmester Borup blegnede — han
mente altid at have Byens Nøgler i sin Lomme som en anden Selv
hersker. Nu skulde han inden sin bratte Død gøre helt nye Er
faringer.
Foraaret 1893, da jeg opholdt mig i Holte for at fuldende forskel
ligt literært Arbejde, bragte mig et nyt Bekendtskab — fortsat gen
nem Aarene — med Billedhuggeren Carl Aarsleff, senere Kunst
akademiets Direktør. Han var en gammel Romafarer og dvælede
altid i Minderne fra den skønne Verdensstad og blandede italienske
Vendinger ind i sin Tale. V i gik daglig lange Ture sammen i de om
liggende Skove eller langs Furesøen til Dronninggaard, der endnu
henlaa som en Ruin i den forsømte Park. Foraaret var saa lyst og
lunt, og Aarsleff en saa underholdende Ledsager, at mit Samvær med
ham den Dag i Dag ikke er blegnet.
Studenterlivet lagde stadig gennem disse Aar Beslag paa mig. De
gamle skandinaviske Studentermøder var endte med Aaret 1875, men
i mere beskedne Former samledes midt i 90erne københavnske Stu
denter med deres lundensiske Kammerater. En Gang gik Udflugten
med Skib over Malmø til Skodsborg, en anden Gang over Landskrona
til Helsingør, hvor der paa Bastionerne blev holdt et Møde, hvor
Kaptajn Fjeldgaard bød Velkommen og Amtmand C. St. A. Bille —
Aaret før sin Død — talte med gammeldags Lune og i stilfuld Form.
Det blev hans Afsked med det offentlige Liv. Paa Hjemturen traf jeg
sammen med ham og hans jævnaldrende, Professor Weibull, i Damp
skibets Salon. Der hændte mig nu dette, at da jeg rejste mig op,
stødte jeg Hovedet mod Hængelampen over Midterbordet i Salonen.
Det svimlede et Ø jeblik for mig, men Bille afbødede al Smerte ved et
muntert og skælmsk Udbrud om, at Hovedet jo heldigvis holdt.
I Studentersamfundets Bestyrelse havde jeg nu faaet et Par nye
Kolleger. Som Repræsentant for de Grundtvigske Studenter var en
Søn af Folketingsmand Højmark, den teologiske Student Asger Høj
mark, bleven indvalgt. Han er nu Valgmenighedspræst i Aarhus.
Hans Tilstedeværelse i Bestyrelsen forløb ikke uden nogle stilfærdige
Konflikter, men gennemgaaende kom vi godt ud af det med ham.
Sekretær i Bestyrelsen blev Sven Lange, hvis tydelige Haandskrift
smykkede Forhandlingsprotokollen. Det var paa det Tidspunkt
(1893), Lange havde udgivet sin første Bog „Engelche og andre For
tællinger“ og inden hans Udenlandsrejse til München, der i saa høj
Grad kom til at omforme hans Væsen. Men forbeholden var han
altid, og som Menneske alt andet end almindelig. Paa Tomandshaand
ytrede han gærne sine originale og stærkt personlig farvede Syns