192 / 310
185
Den 21de November 1892 døde C. Hostrup, hvis Digt „I Farens
Stund“ staar som et smukt Vidnesbyrd om den gamle Frihedsmands
trofaste Overbevisning. Hans Bortgang markeredes paa Det kgl.
Theater ved to Mindefester den I lt e og 12te December: „Genboerne“ ,
med en af Emil Poulsen fremsagt Prolog af Carl Ploug og hans sidste
Lystspil „Under Snefog“ . Det var fremkommet i Marts 1888, mærke
lig nok paa en Aften, hvor Kongens Nytorv omtrent var blokeret af
Sne, og da Forestillingen var til Ende, gik den 70aarige Digter op og
ned ved Holbergstatuen. Vi var nogle unge, som flokkedes om ham
for at lykønske ham.
Nu traadte Schram efter Slutningssangen „Naar Vinterens Sang
er sunget“ som Proprietær Skjoldborg frem og sagde Sophus Schan-
dorphs Epilog, der behændig var føjet til, en smuk Hyldest til Stu
denternes Komediedigter.
Hostrups Begravelse fandt Sted fra Holmens Kirke, og Studenter
fra Studenterforeningen og Studentersamfundet fulgte med Faner i
den kolde Vinterdag lige efter Kisten ud til Frederiksberg Kirke.
En pinlig Episode fandt Sted i Ligtoget. En lille, mørktklædt
Herre gik nær ved Ligvognen. En Student spurgte ham, hvad han
havde her at gøre? „Jeg er Højskoleforstander Helge Hostrup“ sva
rede han — det var Hostrups ældste Søn !
Dagens politiske Begivenheder belystes ofte paa en overordentlig
virkningsfuld Maade i Martsforeningen, hvis Formand var Højeste-
retsassessor C. V. Nyholm. Hans Skikkelse gjorde altid Maaneds-
Møderne i Hotel National tiltrækkende. En fremskudt Plads i Besty
relsen indtog Militærhistorikeren C. Th. Sørensen, en af Bahnsons
allerfarligste og bedst instruerede Modstandere, som selvfølgelig
maatte lide for sin Overbevisning ved, at Statsunderstøttelsen til hans
militærhistoriske Værker blev berøvet ham. Selv som gammel Mand
var han ilter og heftig, hans Overbevisning var dybt forankret i hans
Sind — han var en Personlighed, som de, der har kendt ham, vil be
vare stærke Indtryk af. Han blev over 90 Aar gammel.
I Martsforeningen dominerede de frederiksbergske liberale og radi
kale med Vexellerer Laurids Bing i Spidsen — han var en utrættelig
Agitator og havde altid et skarpt B lik for Modstandernes svage Sider.
En enkelt Sammenkomst i Martsforeningen husker jeg særlig tydelig
— en Sommerudflugt til Klampenborg med Middag paa det nu for
svundne Badehotel. Det var Midsommeraften — Vejret var regnfuldt
og mørkt. Men da vi sad ved Bordet, brød Solen pludselig gennem
de tunge Skyer og lagde en Straaleglans over Landskabet med Sundet
i Baggrunden. Dette Naturskuespil tog Bjørnstjerne Bjørnson, der
var Foreningens Gæst, til Motiv for sin Tale for Danmark, en aldeles
bedaarende poetisk Hyldest til dansk Natur med symbolsk Udlægning,
— saaledes vil en Gang Solen ogsaa bryde gennem de tunge politiske
Skyer og skabe et nyt og bedre Danmark.
Jeg har ved mange Lejligheder hørt Bjørnson tale, men aldrig
i