194 / 310
187
glimrende, klokkerene Koloratur havde ved hendes Gæsteoptræden i
London imponeret Verdensbyens musikalske Publikum. Desværre
blev dette Gæstespil atter afbrudt af Sygdom. Det kgl. Theater har
ikke senere faaet en Koloratursangerinde af Fru Liitkens Format.
Selvfølgelig holdt „Adressavisen“ sin upolitiske Linje. Men gen
nem Annoncer kunde der altid agiteres ganske gedulgt. Da et Bor
gerrepræsentantvalg nærmede sig, sagde jeg til Bagermester Mar-
strand — den senere Borgmester — der i Den liberale Vælgerforenings
Forretningsudvalg indtog en ledende Plads, og hvis retlinjede og maal-
bevidste Personlighed altid havde vundet min Sympati, at han skulde
lade en Fortegnelse over Oppositionens Kandidater indrykke i
„Adresseavisen“ som Stemmeseddel. Dette Forslag blev grebet med
Iver, flere Gange gentaget, og ingen sagde et højt Ord derom. Det
var jo en Annonce!
Blandt Medarbejderne ved „Adresseavisen“ vil jeg nævne Gustav
Hetsch, Dr. phil. Carl Burrau, Telegrafbestyrer Abrahamsen, den se
nere Folketingsmand, der behandlede kommunalt Stof, cand. polit.
Tscherning, en Søn af Martsministeren, der døde i Konstantinopel ef
ter et forspildt Liv, og H jalmar Thuren. Den sidstnævnte døde des
værre ung. Der var Stof i ham til en betydelig Musikhistoriker. Hans
Undersøgelser om Folkesangen paa Færøerne vil bevare hans Navn.
Han var en sympatetisk Personlighed, der altid viste mig varmt Ven
skab. Jeg mindes ogsaa den gamle Korrekturlæser Kali. Han havde
en saa lang Fortid paa Bladet, at han i 1857 af J. L. Heibergs Haand
havde modtaget det skønne Mindedigt om hans Ungdomselskede Ida
Bombelles, født Brun: „De samle sig, lig underfulde Drømme“ , som
Digteren lod indrykke i „Adresseavisen“ , da han efter sin Direktørtid
paa Det kgl. Theater var kommen paa Kant med hele den øvrige kø
benhavnske Presse.
Chr. Gulmann skrev enkelte Artikler i „Adresseavisen“ , inden han
første Gang blev knyttet til „Nationaltidende“ , og Laurits V. Birck
indfandt sig nu og da paa Redaktionen for at tale med Tscherning
om, hvorledes et Blad skulde „laves“ , før han 1896 blev Redaktør af
„Vort Land“ .
Medarbejderskabet ved „Adresseavisen“ forbandt jeg med fra Tid
til anden at skrive i „Politiken“ , hvor mine spydige Indlæg om
Theaterforhold kunde give Zahle, der læste Stoffet igennem for at
hindre Overraskelser, Anledning til Randbemærkning.
I Marts 1893 sejrede den samlede Opposition første Gang ved
Borgerrepræsentantvalgene — den eneste paa Listen, der ikke fik
Stemmer nok, var Redaktør E. Wiinblad. Det var en udmærket Me
dicin for den mere og mere i Slendrian stivnede Borgerrepræsenta
tion, at faa nye, energiske og arbejdsdygtige Mænd som Medlemmer
— blandt disse en vordende Borgmester og Overpræsident som
J. Jensen og en vordende Formand for Forsamlingen som Herman
Trier. Sejren kom som en fuldstændig Overraskelse, og vi Studenter-