190 / 310
1 8 3
hænger-Garde. Højre besluttede at undlade Kandidatopstilling og
stemte følgelig paa Valgdagen efter en Snor paa Alberti.
Hørups Genvalg støttedes naturligvis af „Østsjæ llands Folkeblad“ ,
som Hørup selv var Medudgiver af. Dets ansvarlige Redaktør, Søren
Svarre, var en af Provinspressens allerbetydeligste Mænd. Han havde
politisk Blik, var ikke stivnet i Doktriner, men kunde ofte uhildet
vælge Særstandpunkter, og denne Uafhængighed præger endnu den
Dag i Dag Bladet, da Svarres Sønner leder det. Jeg traf gennem Aa
rene ofte Svarre i København — han var en sikker Gæst ved Rigs
dagens Aabning og naar de store Mærkesager stod paa Dagsordenen.
Og en Samtale om politiske Emner med denne erfarne og skarp
sindige Mand var i høj Grad vejledende og instruktiv.
Svarres Anstrengelser nyttede intet — ved Valget den 20de April
blev Alberti valgt til Køgekredsens Folketingsmand med en ringe
Majoritet. De onde lo og de gode græd, kan man sige om dette Resul
tat. Jeg har aldrig oplevet en saadan Hoveren — gamle, skikkelige
Højremænd omfavnede hinanden i Jubel over, at Antimilitaristen,
„Politiken“ s hadede Chefredaktør, var bleven væltet i sin mange-
aarige Valgkreds, som han aldrig mere skulde repræsentere. Der gik
16
i
/2 Aar — den 8de September 1908 var der vist ingen jublende
Højremand at se. Ved Valget klarede Edvard Brandes sig paa Lange
land, men Henning Jensen maatte bide i Græsset i Middelfart.
Henrik Cavling fortalte mig paa sin virkningsfulde Maade, hvor
ledes han, da Hørup Valgaftenen var vendt tilbage til Byen, fulgtes
med ham ned ad Gaden — Hørup var tavs og indesluttet, og da de
skiltes, saa Cavling ham ligesom forsvinde i Nattetaage paa den øde
Gade — for Cavling var der et Symbol i denne Oplevelse. Men den,
der hørte Hørup i den syge Alfred Christensens Sted tale ved Folke
tingsvalget den 5te April 1898 i Cirkus og anbefale hans Genvalg,
eller i Lørups Ridehus den 1ste April 1901 umiddelbart før det for
Højre dødbringende Valg den 3die April, vil have faaet Indtryk af en
Mand, der saa langtfra var slaaet ud i sit politiske Virke, at han
tvertimod nu tilhørte en sejrende Hær. Desværre skulde Døden, inden
et Aar var forløbet, bortrive denne politiske Fører og uforglemme
lige Journalist — i Skrift og Tale lige stor.
Alberti blev nu ogsaa Bladudgiver — „Morgenbladet“ , det gamle
Venstres ledende Organ gennem 20 Aar, gik op i det nye „Danne
brog“ , det mest servile Organ i vor Bladverden siden 1848. Villiam
Secher blev hentet fra „Morgenbladet“ som dets ansvarlige Redaktør,
og han troede blindt paa Alberti, var hans haandgangne Mand i et
og alt. Han naaede aldrig at fordunkle sine Valgartikler fra „Dags
avisen“ , men havde nu nok at gøre med at forsvare sin Herre og
Mester, fulgte ham gennem tyk t og tyndt, forsvarede Prygleloven og
Albertis Fremgangsmaade overfor Sundhedskollegiet, men led sit
Livs største Skuffelse derved, at, da han havde forberedt alt til at
fejre Forliget 1ste April 1894, sprang Alberti og hans nærmeste sjæl