186 / 310
179
ske Afhandlinger. De sad i fortrolig Samtale, da jeg overbragte min
Lykønskning.
Nu og da saas E rik Schiødte hos å Porta — hans Moder var langt
ude i Slægt med min, og paa denne Konto viste han mig altid et ven
ligt Ansigt. Der blev efter Schandorphs Død sagt om ham, at han
havde arvet dennes Latter, og virkelig lignede disse to Mænds høje
og larmende Latter hinanden paa en Prik. Ogsaa i deres Væsen var
der noget beslægtet.
Ganske stilfærdig var derimod Godfred Christensen, den sympa
tetiske og fine Landskabsmaler, der ejede en usædvanlig musik-
parodierende Evne — han kunde gengive Scener af „Don Juan“ , saa
man troede at høre Erhard Hansen og Fru Erhard Hansen. Han kom
en Aften ned i Studentersamfundet og morede højlydt med sine Paro
dier. A f den yngre Kunstnerslægt saas N. V. Dorph hos å Porta. Han
og jeg fik baade her og i Kammermusikforeningen Lejlighed til at
discutere de moderne Kunstretninger — der var noget stivt og for
beholdent ved Dorph, men han var i al sin Ærgerrighed en behagelig
og chevaleresk Mand, der kort før sin Død naaede den Stilling, han
havde stræbt efter: han blev Kunstakademiets Direktør.
Lad mig yderligere en Vintereftermiddag, da Mørket er ved at
falde paa, se mig om i å Portas Lokaler, der ikke gennem Aarene har
forandret sig synderlig. En Ildebrand omformede dog Lokaleinddelin
gen til venstre. Oversætteren N. J. Berendsen, den gamle Pariser
„mon petit Berendsen“ , som Alphonse Daudet plejede at kalde ham,
fordybede sig i franske Aviser, medens Adolf Bauer, der havde været
en af „Dagbladet“ s fanatiske Journalister, studerede den skandinavi
ske Presse eller raabte sit Ak og Ve over Tidens Radikalisme. En lille
Herre med stor Officersmoustache og rare Øjne ser sig nærsynet om
for at finde en Plads. Det er Lystspilforfatteren Oberst Frits Holst,
Søn af Det kgl. Theaters mangeaarige Helteskuespiller Wilhelm Holst,
der først døde som en 90aarig Olding, selv dramatisk Forfatter og
Udgiver af det populære Værk om Felttogene 1848, 1849 og 1850.
Frits Holst var paa det Tidspunkt, jeg første Gang traf ham, en
Mand mellem 60 og 70 — Tabet af sin Hustru, den fremragende
Folketheater-Skuespillerinde Louise Holst, født Carpentier, havde
han aldrig forvundet — hun var pludselig død i 1883. Jeg besøgte
ham en Gang i hans Bolig i Rosenvængets Allé og fik Indtryk af, at
han i sin ældre Alder følte sig ret ensom. Men hos å Porta var han
kvik og morsom, kunde fortælle spirituelt om sin Tjeneste i et fransk
Zouavregiment i Algier 1867— 68 og om sine Theateroplevelser. Paa
Det kgl. Theater havde han ikke haft videre Held med sit Lystspil
„I Overgangstiden“ , og hans sidste Arbejde, „Hr. Skaarup og hans
Venner“ , fik paa Dagmartheatret kun en Succes d’estime. Nej —
Folketheatret var Frits Holsts egentlige Domæne. Her havde Lystspil
som „Hverdagsfolk“ og „Revyen“ med vittig Persiflage over den
københavnske Borgervæbning længe holdt sig paa Repertoiret, og det
12*