182 / 310
1 7 5
stik, han gav af Danmark i denne Reaktionens Glanstid. Jeg husker
han sagde: „Kunsten hedder Klubien,“ fordi Højesteretsadvokat
Klubien var bleven valgt ind i Kunstmuseets Indkøbskomité. Her var
atter saftigt Stof for Højrepressen Dagen derpaa.
Og hvilket Stof havde samme Presse ikke i den fri Udstilling, som
hos Kunsthandler Kleis paa Vesterbro samlede ivrige Grupper om
kring de unge Maleres Værker, og hvor man — for at anvende Emil
Hannovers Udtryk — „under Lidelse“ kunde tilegne sig Willumsens
moderne Experimenter. Hannovers Udtryk faldt de konservative An
meldere for Brystet, som om ikke al stor Kunst paa alle Omraader
maa tilegnes under Lidelse, d. v. s. under den Forstaaelse, der kun
opnaas ved nøje Studium. Hvilken Kunstglæde maatte jeg ikke som
ung fornemme paa de fri Udstillinger med de mange frodige Talenter.
Tænk paa Parykkerne paa Charlottenborg, paa Vermehrens Konser
vatisme, paa Forkastelsen af Viihelm Hammershøis Portræt af Søste
ren, paa Balsgaards latterlige Polemik med Karl Madsen, der for mo
derne dansk Kunst i 80erne og 90erne kom til at betyde ligesaa meget
som Georg Brandes for den fremadkæmpende Literatur i 70erne.
Hans og Hannovers K ritik i „Politiken“ aabnede vore Øjne for de
egentlige Værdier i Kunstens Verden, og jeg nød i lige Grad Karl
Madsens skarpsindige og polemisk fuldendte Redegørelser og Emil
Hannovers stilistiske Mesterskab. Hver for sig to aandfuldc Person
ligheder, som dansk Malerkunst staar i dyb Gæld til.
I hine Tider existerede der endnu hos Stefan å Porta Stamborde.
Særlig yndet var om Eftermiddagen det Bord, hvor Redaktør Carl
Carstensen præsiderede. Mit Bekendtskab med ham blev, til Trods
for, at 30 Aars Forskel i Alder ogsaa betød Forskel i Meninger, i T i
dens Løb lige til hans Død i 1922 til varmt Venskab, og der skete
ingen Begivenhed af Betydning i vor egen lille Ravnekrog eller ude i
den store Verden, som jeg ikke drøftede med ham, enten ved Stam
bordet eller i hans Hjem først i Frederiksberggade, derpaa i Silkegade
og tilsidst i Amaliegade, hvor han boede næsten en Menneskealder.
Hans livlige Hustru Mimi, født Nielsen, hvis Fader havde ejet Con-
stantia ved Charlottenlund, og som huskede min Moder fra hendes
Ungdom paa L ille Taffelbay, og hans Steddatter Asta Budde-Lund
hyggede utrættelig om ham. Han havde allerede i sin Ungdom sluttet
nært Venskab med Kammerherre Jacob Scavenius, og han glemte
aldrig den Rejse, de i Forening ubekymrede og veludstyrede med
Penge havde foretaget til Paris. Da vi i Udstillingssommeren 1900
var sammen i Frankrigs Hovedstad ved den internationale Presse
kongres, syntes han, at alt var forandret. Fransk Aandsliv havde
stedse en høj Stjerne i Carstensens Bevidsthed, og i hans sidste
Leveaar var Memoirer fra Napoleontiden hans kæreste, ja eneste
Læsning. Sin første og største Artikel havde Carstensen — som
stud. jur. Journalist C. Carstensen — offentliggjort i M. G. G. Steen-
strups „Dansk Maanedsskrift“ . Den er paa 72 Sider, handler om