185 / 310
178
skete, naar der var politisk Stormvejr i Vente. Carstensen smilede
polisk af Dinesens Ræsonnementer, og denne ilede hurtig videre med
sit Rævefysiognomi.
En Mand, jeg ogsaa husker fra disse Eftermiddage, er Kaptajn
A. Leigh-Smith. Han var bleven Plougs Efterfølger som Redaktør af
„Fædrelandet“ , da man omkring 1880 gjorde et Forsøg paa at redde
det gamle Blad, som havde overlevet sig selv. Men Forsøget mis
lykkedes, skønt det var præget af liberale Tendenser — C. Hage
støttede det vistnok. Nu var Leigh-Smith kun en interesseret Tilskuer
til Dagens Begivenheder, altid med et venligt Smil til den, han talte
med. Hans lidt duknakkede Skikkelse hørte ligesom med i Efter
middags-Billedet.
Naar jeg tænker paa de andre faste Gæster hos å Porta, maa først
de fremragende Læger, Professorerne C. L. Studsgaard og Carl Lange,
nævnes — de hørte til i Periferien og holdt sig fornemt til deres
Aviser, medens den langt yngre Edvard Ehlers ivrig drøftede Øje
blikkets Problemer fra Lægekunst til Politik og Theater med sine
bekendte. Professor Oscar Wanscher sad i Reglen ved Vinduet i det
yderste Lokale, og med ham kom jeg undertiden i livlig Discurs —
intet menneskeligt var ham fremmed. Og Vilhelm Rosenstand, af
Ydre en Blanding af Kunstner og gammel Soldat, kunde nok faa en
Eftermiddagstime til hurtig at forløbe, naar han fortalte om sine
Oplevelser i 60ernes Rom eller meddelte sine uforgribelige Meninger
om det smukke Køn. Jeg havde tidligere truffet ham ved Baller hos
Fabrikejer W illiam Salomonsen — dennes Søn Axel var min Skole
kammerat — hvor han og den snart mutte, snart muntre E rik Hen-
ningsen mønstrede de unge dansende Par. Ja, hvor kunde Rosen
stand ikke fortælle — jeg bad ham Gang paa Gang skrive sine
Memoirer, men han var ikke til at bevæge dertil. Et stort tidshisto
risk Stof gik med ham i Graven. Musik- og theaterinteresseret var
han som faa — hans Søster Nanna debuterede med Glans paa Det
kgl. Theater som Mignon, men forlod hurtig Scenen for at ægte
Fabrikejer Ekman. Rosenstand var bleven g ift i en frem rykket Alder
og havde faaet en Søn, som var hans store Glæde. Undertiden havde
han Drengen med hos å Porta, og denne gik saa rundt paa hele Ka
féen for at udspørge Gæsterne om, hvad de hed, eller for at frem
stamme Bemærkninger om Kunst, han havde hørt af de voxnes Mund.
Da Rosenstand havde mistet sin Hustru, og da Sønnen Poul var
taget til Udlandet for at blive Sanger — hvad der dog ikke lykkedes
— blev hans sidste Leveaar triste. Dagen før Verdenskrigens Udbrud
— den 31te Juli 1914 — fejrede han i Gilleleje sin 70 Aars Fødsels
dag. Han boede i det lille Fiskerhus, hvor han havde lejet sig ind.
Dagens eneste Gæst var hans mangeaarige Ven, Kredslæge Kristian
Carøe, en nobel og indtagende Mand med mange Interesser. Jeg
kendte ham fra de Aar, han havde været Amanuensis hos Professor
Reisz, og havde læst flere af hans værdifulde kulturhistorisk-medicin-