183 / 310
176
„F ru de Kriidener“ og indleder andet Bind af Aargangen 1862. Car-
stensen følte sig meget stolt over, at Jules Claretie ved Journalist-
kongressen i Stockholm i 1897 sagde til ham, at han kendte denne
Artikel — den var bleven oversat paa fransk.
Sammen med Robert W att havde han stiftet Ugebladet „F igaro“ ,
der efter tre Aargange 1868 forvandledes til „Dagens Nyheder“ , der
ligetil 1922 blev udgivet „under Ansvar af C. Carstensen“ , der ikke
havde svigtet sit Blad — Godsejernes Organ — da Ferslew reddede
dets fortsatte Udgivelse.
Carstensen stillede sig et Par Gange til Folketinget — en Gang i
Lejre mod Holstein-Ledreborg, en anden Gang i Frederikssund mod
P. Petersen, men naaede ikke at faa noget Mandat. T il Gengæld
øvede han Indflydelse i Partiet ved sin nære T ilknytning til Gods
ejerne og ved sin polemiske Journalistik, i hvilken han — foruden
Topsøe — var den eneste, som kunde maale sig og tage Kampen op
med Hørup og Edvard Brandes. Da „Politiken“ i sine første Aar
indeholdt en Artikel-Serie „Kendte Ansigter“ med hensynsløs Persi-
flage af indflydelsesrige Højrepolitikere, bragte „Dagens Nyheder“ en
i samme Stil affattet Karakteristik af Edvard Brandes, der strax satte
Bom for Fortsættelsen af „Kendte Ansigter“ . Carstensen var Hoved
mand for hin Artikel, der i sin Art var et ypperligt Stykke Polemik.
Med Aarene kom Carstensen til at se mere kritisk paa Højre. Dets
nye Ledere og dets famlende Politik tiltalte ham ikke, og at hans
Ven Jacob Scavenius ikke fik en Position i Partiet, fjærnede ham
yderligere fra det. Han blev — for at bruge et fra tysk Politik i
Bismarcktiden hentet Udtryk — en „Reichsnorgler“ . Han sparede
ikke Højre for bidende Udtalelser og Sarcasmer, naar han sad i en
fortrolig Kreds — jeg husker, han i den Anledning en Dag kom op at
skændes med Maleren Vilhelm Rosenstand, der var en lidenskabelig
Højremand og bebrejdede Carstensen hans Kritik. Ogsaa for den
Ferslewske Presses Mangler, særlig i de senere Aar, havde Carstensen
Øje — han blev som Medredaktør af „Nationaltidende“ mere og mere
trængt til Side og sad tilsidst i Redaktionens smukke Hjørneværelse
som en Overlevering fra Kampens Dage, hvor der ikke blev givet
Pardon i Pressen. Men aandsfrisk var han til det sidste, fordomsfri
og munter i Samtale. Sit Had til Grundtviganismens Karikatur og
til Kirkelighed i al Almindelighed lagde han aldrig Skjul paa. Han
havde lært af fransk Journalistik, han førte sin Pen som en elegant
Kaarde, der i rette Ø jeblik traf Modstanderens saarbare Punkt og
gjorde Ende paa hans Pjat. Som Journalistforeningens mangeaarige
Formand virkede han ved sin
common sense
og sine kloge Raad.
Dagen efter Valget den 3die April 1901, da Højre omtrent var
bleven udslettet af Folketinget, mødte Carstensen paa sin Vej til
Redaktionen Kong Christian den 9des Kabinetssekretær, Geheime-
etatsraad Rosenstand, ved Kolonaden paa Amalienborg. Carstensen
erklærede — han har selv fortalt mig det — at Situationen var uhold