177 / 310
170
Indtryk paa ham, og med det for ham ejendommelige Smil, der kunde
virke saa indtagende og smukt, svarede han: „Ja, ja, saa kommer jeg
til Deres Fest,“
I Komitéen blev vi enige
0111
at opfordre Harald Høffding og Erik
Skram til at holde Festtalerne. Peter Nansen skulde dirigere, jeg byde
Velkommen som den, paa hvis Skuldre det egentlige Arrangement
havde hvilet. Schandorph lovede at skrive en Festsang — den gik paa
Garibaldi-Marschens Melodi. Men jeg vovede yderligere at skrive til
Henrik Ibsen i Kristiania om at hædre Georg Brandes med en Sang.
Hurtig svarede Ibsen, at han forlængst havde ophørt at skrive paa
Vers, men at han paa anden Maade vilde mindes sin Ven paa hans
Jubilæumsdag.
Jeg havde en Mission paa Gammel Kongevej — dér boede Holger
Drachmann i Nr. 164. Han havde atter, som det flyvesandsagtige i
hans Natur bød ham, nærmet sig sine gamle Venner, og jeg vilde nu
opfordre ham til at skrive en Sang til Brandesfesten. Jeg blev en
Aften modtaget af Fru Emmy Drachmann, der kort og bestemt er
klærede, at Drachmann ikke skulde yde nogen Hyldest til Brandes.
Han havde ikke haft Glæde af det Bekendtskab. Jeg svarede ganske
kort, at jeg dog gærne vilde rette min Henvendelse til Digteren per
sonlig, som jeg hørte bevæge sig i det tilstødende Værelse. Men Fru
Drachmann var ubønhørlig — hun sagde, at han var i Færd med at
klæde sig om, da han skulde ind til Byen for at tale med Kammer
herre Fallesen, og jeg maatte gaa med uforrettet Sag. Men paa Fest
dagen offentliggjorde Drachmann i „Illustreret Tidende“ et stort,
uklart Digt til Georg Brandes.
I Anna Poulsens Bog „En Skuespillers L iv“ findes der et Brev fra
Holger Drachmann til Emil Poulsen just fra disse Dage — det er
dateret 27. Oktober. Emil Poulsen havde følt sig krænket over en
Skildring i „Forskrevet“ og netop paa Georg Brandes’ Festaften vilde
Drachmann søge Forsoning med Kunstneren. Han skriver: „Jeg var
ved Dit Hus forleden Aften, mens de andre holdt Fakkeltog“ — han
har vist alligevel følt Smerte ved ikke at være til Stede. Just 15 Aar
senere fik han selv sit Fakkeltog.
Det tilfaldt mig at afhente Georg Brandes med Hustru og Datter
i en fin Brudekaret, hvad der gav Brandes Anledning til en sarkastisk
Bemærkning om, at mange ulykkelige Ægteskaber var bievne ind
ledede i denne Karet. Stor Begejstring hilste ham ved Ankomsten til
Koncertpalæet fra de forsamlede Festdeltagere. Alle Notabiliteter fra
Hovedstadens frisindede, literære og politiske Kredse havde givet
Møde. I den store Sal var der dækket af Værterne Grave og Christen
sen — Hotel d’Angleterres senere saa kendte Direktør — ved lange
Borde. Det var et imponerende Syn, men der findes desværre intet
Fotografi fra Festen, da de Plader, en Herre fra Skandinavisk An
tikvariat optog, viste sig ubrugelige. Pressefotografer existerede ikke
i 1891.