175 / 310
168
og Ynde. I Rachildes Stykke var Lugné-Poé den skrækslagne. Herman
Bang introducerede Gæstespillet med en Konference.
Vanskelighederne for Det fri Theater blev efterhaanden store, da
Theaterdirektørerne ikke mere var saa tilbøjelige til at give deres
Skuespillere Lov til at medvirke, og Lørdagene lidt efter lidt blev ind
dragne som Forestillingsaftener.
Dog lykkedes det 27de April 1895 at opføre Kari Gjellerups store
Skuespil „Hans Excellence“ , der var stærkt tysk betonet, men hvis
Titelfigur i sine tragiske Konflikter nok kunde vække Medfølelse.
Martinius Nielsen spillede Hans Excellence Justitsm inister Roth, men
havde begaaet den Fejl, da Ministeren i sidste Ak t lægger Overfrak
ken og staar i Uniform, at anskaffe sig et saadant Unikum af en over-
broderet og ordensbedækket Gallakjole, at Publikum brast i Latter.
En eneste Gang endnu samlede Det frie Theater sine trofaste til en
Opførelse i Foraaet 1898 af Peter Nansens „Judiths Ægteskab“ , mere
en Dialog end et Skuespil, udført af to: Betty Nansen og Johannes
Nielsen. Her lærte jeg Johannes Nielsens mærkelige uligevægtige Na
tur at kende, altid usikker i sine Sym- og Antipatier. Ved denne Lej
lighed var ban Fyr og Flamme af Begejstring for Edvard Brandes,
der overværede en Del af Prøverne og gav gode Raad, som imponerede
ham. Et Par Aar efter var Johannes Nielsen Brandes’ mest fanatiske
Modstander og Angriber.
Gennem syv Aar havde nu „Studentersamfundets fri Theater“
under besværlige Forhold kunnet føre en Række Forestillinger frem,
som baade for de opførte Stykkers og for de kunstneriske Præsta
tioners Vedkommende lyste op i graa og ensformige Theatertider.
Hvad der naaedes, synes mig at maatte regnes blandt de betydeligste
Resultater, Studentersamfundets forskellige Institutioner kan henvise
til. Det er min Ungdoms Theatersaga.
Som bekendt havde en Del af Georg Brandes’ Venner sikret ham
en aarlig Subvention, saa han kunde forlade Berlin og vende hjem
til København. Den blev endnu en Gang fornyet, men da Forholdene
var usikre for ham, enedes en større Kreds af indflydelsesrige T il
hængere og Beundrere — ogsaa udenfor den snævrere Kreds — om
at rette en Henvendelse til Regering og Rigsdag om Statsunderstøt
telse til ham. Et Forslag herom gennemførtes i Folketinget, men faldt
i Landstinget, hvor Generalauditør Steffensen 31te Marts 1891 holdt
sin berygtede Lexikontale mod Brandes, idet han udførlig citerede
Claudius W ilkens’ Artikel i Brickas „Dansk biografisk Lexikon“ . Pro
fessor Claudius W ilkens, der var en velmenende og vennesæl Mand,
havde været lidet heldig med denne Karakteristik, men han havde
dog vist aldrig i sin vildeste Fantasi drømt om, at den polemisk kunde
vendes mod Brandes i en for denne saa betydningsfuld Bevillingssag.
Da Scavenius saa gik af som Kultusminister i Sommeren* 1891, og
Goos blev hans Efterfølger, var ethvert Haab om en Statsunderstøt
telse mistet.