171 / 310
164
den senere Anna Larssen, som her første Gang dukkede op af Ube-
mærketheden.
Det lykkedes at faa endnu to Forestillinger frem i Sæsonens Løb
— det var eneste Gang, at Planen nøje kunde gennemføres. Den 12te
Marts spilledes Karl Larsens tyske Militærskuespil „Æ re “ og nogle
a f Chr. Hvid Bredahls „Dramatiske Scener“ , som Benjamin Pedersen
havde sammenstillet og indstuderet, indledede af Georg Brandes med
en smuk og træffende Karakteristik af Digteren.
Indstuderingen af „Æ re“ havde været uhyre omstændelig. Thi Karl
Larsen krævede ikke alene et naturtro Interiør fra et tysk Officers
hjem, men forlangte frem for alt, at Uniformerne sad som støbt om
kring Figurerne. For at opnaa dette tilkaldte han sin Ven, daværende
Kaptajn Dalhoff-Nielsen, og han og Karl Larsen hersede saadan med
en skikkelig, ikke videre velbegavet Theaterskræder Nielsen, at denne
blev afvexlende rød og bleg og rystede over hele Kroppen — han
troede, han var kommen under Militærdiktatur. Og at faa en Uniform
til at sidde som støbt omkring Hunderups brede Krop vilde selv for
en tysk Militærskræder have været en Prisopgave. Men omsider erklæ
rede baade Karl Larsen og hans Raadgiver sig tilfredse, og jeg, der
havde fulgt de militære Raadslagninger med Uro og bekymret tænkte
paa Uniformregningerne, aandede op. Stykket gjorde Lykke.
Og den 14de Maj fulgte Karl Gjellerups Skuespil „Herman Van
del“ , som Dagmartheatret ikke havde turdet spille paa Grund af
Fosterfordrivelsesmotivet med Sevenbom. Med „En Bryllupsnat“ i
Erindring havde jeg paalagt den gemytlige E lektriker, der passede det
nye elektriske Lysanlæg, ved den svageste Mishagsytring at gøre lyst
paa Tilskuerpladsen. Men der skete selvfølgelig intet, og Publikum
syntes virkelig betaget.
P. A. Rosenberg havde med Omhu ledet Indstuderingen. Han sprut
tede af Energi. Til Trods for hans Ensidighed: udprægede Sympa
tier for Rasmus Nielsen og Rudolf Schmidt og aldrig svigtende Mis
tillid til Georg Brandes, kom jeg godt ud a f det med ham. Han var en
utrættelig Slider, og til sin sidste Time arbejdede han paa at forøge
sin Viden paa alle Livets Omraader. Hans Hustru Elisabeth, Kompo
nisten Hornemans Datter, spillede den kvindelige Hovedrolle, Sigrid,
Martinius Nielsen kreerede Herman Vandel — Rollen klædte hans
særlige Spillemaade, og han var ved Prøverne en Charmeur uden
Poseren. Jacques Wiehe havde som Godsejer Kragh faaet en Rolle,
hvis Jargon han senere ikke kunde blive af med igen. Den forfulgte
ham i flere Aar. Lindstrøm var Rektor Tvede, der mentes at være et
ret nærgaaende Portræt af en Fibiger, og Fru Secher var Louise.
Karl Gjellerup talte jeg længe med under Prøverne. Han besøgte
mig undertiden, og vi mødtes i vor fælles Beundring for tysk klassisk
Digtning som Germanernes Lærlinge. Han gjorde et indadvendt Ind
tryk, var ikke uden Grund bitter over den Mangel paa Anerkendelse,
Det kgl. Theater havde udvist ved ikke at spille et eneste af hans