174 / 310
1G7
det er betegnende for Tiden, at vi i Bestyrelsen førte lange Diskussio
ner om, hvorvidt det kunde lade sig gøre først at begynde Kl. 9, hvad
der var nødvendigt af Hensyn til enkelte rollehavende, som skulde
medvirke ved deres respektive Theatre. Som Indledning spilledes Karl
Larsens „Kvinder“ , som Det kgl. Theater først mange Aar efter kunde
bekvemme sig til at antage. Heri viste Fru Mantzius (d. e. Fru Wal-
léen) sin sjældne Karakteriseringsævne som Arbejderkonen Madam
Jensen. Karl Mantzius havde iscenesat den lille dramatiske Situation.
Men det var Hovedstykket, som tiltrak sig Opmærksomheden —
Gunnar Heibergs mærkelige, stærkt stiliserede, følelsesbetonede Skue
spil „Balkonen“ . Her vandt Peter F jelstrup en af sit brogede Theater-
livs allerførste og allerstørste Sejre som den gamle, ondskabsfulde,
snerrende Ressmann. Vilhelm Møller erklærede, at efter denne Præ
station burde Det kgl. Theater strax sikre sig den unge Skuespiller.
Dette skete dog ikke, hvad der var Synd og Skam. Tænk, om
Fjelstrup var bleven knyttet til Det kgl. Theater, da han endnu stod
i sin fulde Kraft, med de rige Muligheder foran sig, uden at kaste
sine Evner i Grams i brogede og opslidende Engagementer, i Turnéer,
der bragte ham ind i fortvivlede økonomiske Konflikter. Her svigtede
Det kgl. Theater som saa ofte før og siden, skønt det kunde have
vundet en Karakterskuespiller af Rang.
I den kvindelige Hovedrolle forbavsede Dagmar Orlamundt ved
sit lidenskabelige Spil — Gunnar Heibergs Instruktion havde gjort
Underværker. Vilhelm Wiehe var Antonio, Jacques Wiehe Abel.
En fransk Forestilling kom i Efteraaret, i Oktober 1894, som en
Afvexling. L ’Oeuvres Direktør, Lugné-Poé, opførte med sit Personale
Maurice Maeterlincks Drama „Pelléas et Mélisande“ og Rachildes
Skuespil „Krystal-Edderkoppen“ .
To svenske Theatermænd havde banet Vej for dette Engagement,
Harald Molander, Fader til den nuværende Direktør for Dramatiska
Teatern i Stockholm Olof Molander, en djærv, af Astma desværre
svækket Mand, Forfatter til Skuespil i fransk Stil og til den store
historiske Roman, „En Lykkeridder“ , og Emil Grandinson, der baade
som Skuespiller og Regissør havde Indflydelse. Jeg gensaa ham under
den nordiske Udstilling i Stockholm 1897, hvor han i gammelsvensk
Ridderdragt forestod Særudstillingen Gamla Stockholm, og ogsaa i
senere Aar, da han var knyttet til Dramatiska Teaterns Kancelli.
Begge disse theaterkyndige var Impressarier for Lugné-Poé, der
paa sin Vej ligeledes besøgte de andre nordiske Hovedstæder. Hans
Forsøg to Uger senere paa at spille „Rosmersholm“ , hvor Ulrik Bren-
del blev grønlig belyst som en Aand fra en anden Verden, forekom
mig mislykket, men den stiliserede Maeterlinckske Prosa-Lyrik faldt
ham og hans Personale mundret. Høj og statelig var han, en Fører
skikkelse, han talte som Goland, fuldtonende og nuanceret, var be
gejstret for sin Kunst, idérig og fantasifuld. A f det øvrige Personale
husker jeg Madame Berthe Bady som Mélisande. Hun ejede Skønhed