162 / 310
155
Schrøder, der var stolt over sine Dekorationer, opfordrede mig til at
komme op paa Scenen for at se Vandindlæget paa nært Hold. Han
vilde i det hele gærne staa sig godt med Pressen og indbød Bladenes
Anmeldere til en stor Fest paa Hotel Phønix. Den truede strax med
at forvandle sig til en veritabel Skandale, da Sophus Neumann i en
malplaceret Tale skældte Pressen Huden fuld. Men Ove Rode red
dede Situationen ved ligesaa elskværdigt som bestemt at tage Braa-
den af den vrede Skuespillers Ord.
Ellers var det — fraregnet Demonstrationerne efter „Hedda
Gabler“ — kun en aldeles uskyldig fransk Balletpantomime som
„Statuen“ paa Det kgl. Theater, der satte Piberne i Bevægelse. Men
Spektakler fulgte selvfølgelig med Sommerrevyen paa Frederiksberg
Morskabstheater — Sommerens Begivenhed — da den var et glim
rende Agitationsindlæg mod Kanonkvinder og andre Fænomener fra
Estrupiatets Misregering. Axel Henriques og Anton Melbye stod i de
res Visers og Vittigheders Glans, med Frederik Jensen paa hans
Kunsts Højde, naar han kreerede Slagordet „Jacob er storartet“ , som
den censurerende Politimester ikke havde gennemskuet.
For Theatret vil jeg ikke glemme Koncertlivet, som tog nyt Op
sving, da Koncertpalæet, tilblevet ved nogle Musikenthusiasters
uegennyttige Indsats, indviedes og Casinos Sale kasseredes som Kon
certlokaler. Det lykkedes mig i Niels W . Gades sidste Leveaar at
overvære hans Koncerter i Musikforeningen, hvor Foreningens Fak
totum, Landinspektør Simesen, en Mand med aldrig svigtende Imøde
kommenhed og med gammeldags Lune, fik mig gjort til Medlem.
Gade var den sande Mester — paa Generalprøven muntert impro
viserende og forklarende, vinkende til sine trofaste Tilhørere, naar de
for tidlig faldt ind med Bifald eller skildrende Gangen i Schumanns
rhinske Symfoni. Naar man saa ham komme ned ad Gaden, firskaa-
ren og bevægelig, med de skælmske Øjne i det blussende Ansigt, fø
rende sin nogle og firsindstyveaarige Svigerfader, I. P. E. Hartmann,
ved Armen, vilde man ikke have troet, at den gamle skulde have
overlevet ham i 10 Aar.
Gades pludselige Død i December 1890, omtrent samtidig med
Johanne Luise Heibergs Bortgang, gjorde stærkt Indtryk. Det var
en Hersker i Tonernes Rige, den eneste danske Komponist, der nød
Verdensry, som gik ud af Tiden.
Ved hans Begravelse fra Holmens Kirke, hvor han endnu paa sin
Dødsdag havde siddet ved Orglet, holdt Holmens Provst, den senere
Biskop Rørdam, en højst uheldig Tale.
Det lod ikke til, at Rørdam havde nogetsomhelst Begreb om, at
det var en Kunstens Stormand, ved hvis Baare han stod. Talen gav
Anledning til en Række skarpe Indlæg i „København“ , hvori vi hæv*
dede, at Rørdam havde vist sig den Opgave, der var stillet ham, al
deles underlegen.
Et andet pludseligt Dødsfald havde vakt Sorg i den musikalske