160 / 310
153
bære over med Udførelsens Mangler. Ved hver Førsteopførelse saas
den nye Kultusminister, Professor Goos, i Parkettet interesseret følge
Forestillingen. Det blev fortalt, at han vilde gøre Riis-Knudsen til
Direktør for Det kgl. Theater. Men foreløbig havde Kammerherre
Fallesen garderet sig ved, saasnart han erfarede, at en ny Kultus
minister var paa Trapperne, at ile til Kong Christian den 9de og bede
Majestæten om Støtte. Da saa Goos kom i Tiltrædelsesaudiens, sagde
Kongen: „Jeg har et eneste Ønske, Deres Excellence: at De vil holde
Haanden over min Theaterchef!“
Omtrent samtidig med Fallesens Død faldt Ministeriet Estrup,
ikke mæt af Dage, men som Offer for Forliget, og den nye Kultus
minister Bardenfleth gik ad andre Veje — Riis-Knudsen kom aldrig
— ligesaa lidt som Sophus Neumann — paa Kongens Nytorv. Men til
Held for Det kgl. Theater vendte August Liebman tilbage.
I Dagmartheatrets ha-stemte Tragedieopførelser lyste et Gæstespil
fra Deutsches Theater op med Kadelburg som en mønsterværdig Frem
stiller i sine egne Lystspil. Og Frédéric Febvre viste sin elegante
Fremstillingskunst.
Husker man endnu Fallesens geniale Streg, da han paa Det kgl.
Theaters Vegne forbød ham at optræde i „Tartuffe“ som henhørende
til Det kgl. Theaters Repertoire? Ove Rode skrev et vittigt Svar ved
at skildre, hvorledes Théâtre français hindrede Skuespillere fra Det
kgl. Theater i at spille Holberg i Paris.
Paa Nørregade hos Severin Abrahams gik alt i den gamle Skure,
indtil det Herman Bang’ske Intermezzo løftede Folketheatret ud af
dets Fuger. Endnu hvirvlede Julie Hansen, Zinck, Harald Kolling,
Hellemann og Dorph-Petersen sig rundt i viltre Farcer, medens Elith
Reumert og Maria Müller brillerede i „For Alvor“ . Og Abrahams sad
i sit Kontor ud til den ildelugtende „Elefant-Gaard“ — en Levning
fra Hippodromen — og regnede og regnede paa sit Budget og berettede
den unge besøgende — i dette Tilfælde mig — om sine gode Hensig
ter, der dog kun sjældent realiseredes.
En Aften, da jeg under Forestillingen sad og talte med ham, lød
der heftige Kvindeskrig inde fra Scenen, og et Øjeblik efter kom Re
gissør Hellemann hastig for at meddele, at Frk. Margrethe Nyrop,
der spillede sin Moders berømte Rolle i „En lille Hex“ , var faldet og
havde brækket Armen. Abrahams tog det indtrufne meget roligt:
„Naa, ogsaa det skal jeg hjemsøges af“ . Han gav Ordre til at meddele
Publikum, hvad der var sket, og at Billetkontoret vilde betale Pen
gene tilbage.
Abrahams var en meget indtagende Mand, og paa Højde af sin
Folkegunst saa jeg ham paa Skydebanen hin Maj Aften i 1893, da
hans 25 Aars Skuespillerjubilæum fejredes. Kammerherre Fallesen,
der ikke havde villet engagere Abrahams tilbage til Skuepladsen for
hans Debut, fordi han — som han kynisk sagde — er „for højrum-
pet“, førte Forsædet og overrakte ham Ridderkorset, for senere næ