163 / 310
156
Verden, Sangerinden Beatrice Diderichsen, en af Musikforeningens
paalideligste vokale Solister, omkom Store Bededag 3de Maj 1890 ved
en Kørselsulykke i Brede. Aftenen før havde hun i Koncertpalæet
udført Sopranpartiet i Gades Korværk „Agnete og Havfruerne“ , hvis
vemodige Resignation nu fik en næsten symbolsk Betydning. Jeg
havde hørt denne skønne Svanesang.
Gamle Hartmann, Dynastiets Overhoved, hvis 90 Aar s Fødselsdag
fejredes med utallige Festkoncerter, hvor den aandsfriske Mester hver
Gang holdt stilfulde Takketaler, omgivet a f sin talrige Slægt, fik sin
Søn Emil kreeret til Gades Efterfølger i Musikforeningen, hvad der
gav yderligere Stof til Polemik. Jeg søgte i „København“ at slaa til
Lyd for Victor E. Bendix, hvad der fik Georg Brandes til at smile
skeptisk. A t man skulde tage en Jøde til Musikforeningens Dirigent!
Jeg maatte tænke paa, at E rik Henrichsen en Gang havde fortalt
mig, at Departementschef Ricard afviste enhver Tanke om, at en fra
Jøder nedstammende Jurist skulde kunne komme ind i Justitsmini
steriet.* )
Nej, Georg Brandes fik Ret — Bendix blev ikke Dirigent i Musik
foreningen til stor Skade for denne Institution. Men da Emil Hart
mann efter kort Tids Forløb maatte melde Pas, valgtes Franz Neruda
til hans Efterfølger og gav Foreningen en kunstnerisk Saltvands
indsprøjtning. Neruda var en sjælden Kunstner, glimrende Kammer
musikspiller, en Dirigent, der formaaede at holde sammen paa Kor,
Orkester og Solister, og som ikke svigtede Musikforeningens klassiske
Traditioner.
Der var en sprudlende Livsglæde over ham, naar han ved Dame-
aftenerne i Kammermusikforeningen spillede til Dans, eller naar han
i en fortrolig Kreds paa sit af hans tschekiske Herkomst prægede
Sprog fortalte smaa selvoplevede Træk fra sin Kapeltid — som f. Ex.
om den gamle Musiker, der paa Sæsonens første A ften tog sin Lom
mebog frem, slog en Streg over Datoen og sagde: „Nu er der
kun
264
Dage tilbage af Sæsonen!“
En vidunderlig Kammermusikopførelse erindrer jeg, en klassisk
Kvartet udført af Vilma Neruda (Lady Hallé) som Primaria, Marie
Arlberg-Neruda som anden Violin, Johan Svendsen som Bratsch og
Neruda som Violoncellist — det var et Intermezzo ved en a f de fil
harmoniske Koncerter. Et Brud, der gav Anledning til megen Om
tale, mellem Johan Svendsen og Henrik Hennings svækkede disse
Koncerter, som i deres Glansperiode bragte en Række store Virtuoser
til Kjøbenhavn — Mestre paa Klaver og Violin. Uforglemmeligst er
Johan Svendsen, naar han spillede sine egne to Symfonier med deres
Væld af ungdommelig Livsglæde og Lune — hvor var han straalende,
en Mester i Spidsen for sit Orkester.
*) Da var Justitsm inister Rosenørn-Teilmann dog mere liberal under Forhand
lingen i Folketinget Maj 1868, da D. B. Adler havde stillet sin Forespørgsel om
Jøders Adgang til Dommerembeder. En Forhandling af stor tidshistorisk Interesse.