161 / 310
154
sten at drikke Dus med Schandorph i sin Begejstring for Digteren.
En virkelig pudsig Ombrækkerfejl i „Po litiken “ gav det næste Mor
gen Udseende af, at Kammerherre Fallesen havde aabnet Festen med
en Skaal for Schandorph!
En god Hensigt fik Abrahams dog realiseret: Han spillede i No
vember 1891 Otto Benzons satiriske Skuespil „Sportsmænd“ , som
Censor Erik Bøgh — Ridder Bøgh kaldte Fallesen ham spodsk i sin
Tale ved Abrahams-Festen — havde forkastet. Kammerherre Sca-
venius, til hvem Censors Dom var bleven appelleret, havde egentlig
været stemt for Stykkets Antagelse, men hans A fgang fandt Sted,
inden han havde kunnet træ ffe Afgørelsen, og af hans Efterfølger
kunde ingen Ændring ventes.
Saa spillede Folketheatret Stykket — det blev en spændende Af
ten, imødeset med store Forventninger. Det var Estrupiatets Dan
mark, der her fik sin Dom, Bagstræver-Partiet, Forsvarssvindelen.
Abrahams gav Storkøbmanden Heinrich — et Portræt af Etatsraad
Fritsche. Dorph-Petersen var den gavflabede Konsul Bøje (Broberg)
— senere debuterede Jacob Jacobsen i Rollen — Kolling Skibsbyg
mester Balle, og Orlamundt brillerede som en aandssløv Kammer
herre Due à la Rosen, der ustandselig mumlede de samme Ord halv
sovende. Stykkets Motto kunde være den Kapsejlads-Replik: „Hel
lere bagest paa et dansk Skib end forrest paa et fremmed!“
Militarismens Røst var allerede i 1888 bleven hørt paa Folke
theatret de Aftener, da i den Moser’ske af Elith Reumert lokaliserede
Farce „A lt for Damerne“ Dorph-Petersens naturtro Sergent Thim
havde vakt Underofficerernes Forbitrelse, og Fløjte-Koncerterne for
vandlede en jævn Opførelse til en storartet Succes.
Men fra Folketheatret husker jeg ogsaa Eleonora Duses vidunder
lige Spil i „Mirandolina“ , „Kameliadamen“ , „H jemmet“ og „Paa
Sicilien“ , Sarah Bernhardts og Coquelins mesterlige Turnéforestillin
ger, som for den sidstes Vedkommende desværre gav Tab. Det for
taltes almindelig, at han forgæves havde knælet for Abrahams for at
bede ham eftergive en Del af Lejen. Og endelig Mounet-Sullys magt
fulde Præstationer som Hamlet og Kong Ødipus.
Paa Casino kunde jeg omtrent samtidig beundre Réjanes intelli
gente Kunst som Madame Sans-Gêne og Nora. I disse Aar førte det
gamle Theater i Amaliegade en fortvivlet Kamp for Tilværelsen med
Krak paa Krak, nu og da med smaa Skandaleopførelser af Jacob B.
Bulis og Laura Kielers Sensations-Skuespil. Dog dannede Gustav Es-
manns „Magdalene“ og Betty Nansens Debut i „Dora“ en Undtagelse.
En mærkelig Leder fik Casino i Richard Schrøder, oprindelig
Funktionær under Gasværkerne. Han havde haft et styrtende Held
med sin Bearbejdelse af den tyske Posse „Ein geadelter Kaufmann“ ,
under Titlen „Børsbaronen“ og forsøgte sig nu selv som Direktør med
vexlende Held. Decourcelles Folkekomedie „De smaa Landstrygere“
i Carl Muusmanns Bearbejdelse blev i hvert Fald et Tilløbsstykke, og