165 / 310
1 5 8
pas paa flere betydelige Operascener. Med „K leopatra“ forfulgte han
sin første Sejr. Da Ellen Gulbranson overtog Titelpartiet, som Augusta
Liitken havde kreeret, blev denne Opera en af Det kgl. Theaters T ri
umfer.
Enna kunde ved sin stærkt fremtrædende Selvfølelse undertiden
støde an, men den var et ikke uforstaaeligt Træk i hans Karakter.
Han havde gennemlevet drøje T ider og undgik dem heller ikke senere.
En tung Skæbne ramte den sympatiske Julius Bechgaard, den
populære Romancekomponist, hvis Sømandssange atter og atter figu
rerede paa Koncertprogrammer. Hennings protegerede ogsaa ham,
som syntes saa underlig forlegen, naar man talte med ham. Han
levede i sin egen Verden. De store Operaer, han komponerede, blev
hans Ulykke. Det lykkedes ham i 1893 at faa „Frode“ frem et Par
Gange paa Det kgl. Theater, men den blev ødelagt a f en elendig
Text.*) Hans følgende Operaer, „Konradin, den sidste Hohenstaufer“
og „Dødens Gudsøn“ med Text af Sophus Michaélis efter Rudolf
Baumbachs bekendte Fortælling, blev nok antagne, men aldrig op
førte. Denne Modgang slog Bechgaard ned. Det var trist senere at
møde ham.
I disse Aar blev Frida Schytte, den danske Violinfé, forenende
sjælden Skønhed med yndefuldt og poetisk Spil, Publikums erklærede
Yndling. Hun var Datter af Overretssagfører Vilhelm Schytte, der var
Formand for Aktieselskabet Casino og i denne Egenskab indviklet i
heftige Kampe for at holde Theatret oven Vande. Frida Schytte, med
Kunstnernavnet Frida Scotta, nu Professorinde Kaulbach i Miinchen,
debuterede ved en Koncert i Odd Fellow Palæets store Sal og besejrede
strax Publikum. Ved denne Lejlighed traadte Carl Nielsen første Gang
frem i Spidsen for et Orkester og ledede Opførelsen af „Egmont“-
Ouverturen.
Frida Schytte var uden al Virtuos-Indbildning. Hun fulgte elsk
værdig Opfordringen til at spille en Aften i Studentersamfundet, hvor
jeg i en Tale sammenlignede hende med de unge kvindelige Virtuoser,
der tidligere havde gæstet København: Teresina Tua og Arma Senkrah.
Midt i 90erne dukkede den purunge Peder Møller op — han kom
helt ovre fra Brønderslev og havde faaet Frederik Hilmer, denne
sprudlende og muntre Kunstner, til Lærer i Violinspil. En Søndag
Eftermiddag — den 4de April 1894 — præsenterede Hilmer sin talent
fulde 17aarige Elev ved en Koncert for indbudte i Hornung og Møllers
Sal. Smækker og rødblond var han, med en prægtig Tone og et ægte
Musikergemyt. Han spillede en Koncert af Vieuxtemps. Nu staar Peder
Møller i sit 60de Aar som Danmarks store Virtuos.
*) I Juli 1936 sang Kammersanger Melchior Frodes store Fortælling „Hist,
hvor den støvgule Tiber sig slynger“ ved en af sine Koncerter i Tivoli — en sen
Anerkendelse til Bechgaard.