156 / 310
149
til ham og skrive efter hans Diktat, sagde han Nej. Han var bange
for „Erindringsforskydninger“ .
Blochs Kollega som Sceneinstruktør, Operaens og de store Even
tyrstykkers Iscenesætter, Pietro Krohn, var i Modsætning til Bloch
den evig rastløse, der ustandselig tumlede med de fordringsfulde Op
gaver, der stilledes ham. Jeg kom ham paa nært Hold, da Journalist
foreningen paa Foranledning af Henrik Hennings paatænkte ved en
Privatforestilling paa Dagmartheatret at opføre Tschaikowskis
Opera „Eugen Onégin“ under Medvirkning af Det kgl. Theaters
Operapersonale, Kor og Ballet. En kolossal Opgave for en privat
Forestilling, men Krohn, der havde paataget sig at sætte Forestillin
gen i Scene, var Fyr og Flamme. Ove Rode og Gustav Hetsch delte
Textoversættelsen mellem sig, og Krohn indbød Pressens Repræsen
tanter til et Møde i sin Bolig i Kunstindustrimuseet og redegjorde for
Planen. Jeg skulde hjælpe ham med at virkeliggøre den ved at faa
Maskineriet i Gang. Men det viste sig hurtig, at det var umuligt at
magte den, og den maatte opgives. Men Indtrykket af Krohns Sag
kundskab og Enthusiasme og af hans smukke og indtagende Person
lighed har jeg bevaret. Stor Iver udfoldede han ved Arrangementet af
Theaterudstillingen i Industriforeningen 1898, der langtfra fandt den
rette Anerkendelse.
Ofte fik jeg en lille Samtale med Valdemar Kolling, der var en
dygtig Holbergskuespiller og havde staaet paa Scenen sammen med
Phister og Kr. Mantzius, og med Peter Jerndorff, hvis akademiske
Kunst ogsaa særtegnede hans Personlighed. Han og den elskværdige
Axel Madsen havde svigtet Medicinen for Kunsten. Elith Reumert
derimod var den evige Student, medens Chr. Zangenberg repræsen
terede Haandværkets Andel i Kunsten. Han havde 1881 fulgt Fru
Oda Nielsen (da Fru Oda Petersen) fra Casino til Det kgl. Theater,
hvor han en Tid lang, da han havde udført Oluf i „Dronning Marga-
rete“ og Broder Kaj i Einar Christiansens Komedie „Broder Rus“ ,
blev betragtet som Arvtager af de patetiske Roller. Men som Hakon
Jarl og Othello svigtede han — Ingeniør-Ædelhed og Haandværker-
Bravhed blev hans Felt; dog var han ikke ilde som Aladdin. Zangen
berg var udenfor Scenen den livsglade og smilende Københavner.
Fru Oda Nielsen havde vanskeligere ved at indordne sig paa Det
kgl. Theater — hun gik atter til Theodor Andersen, nu paa Dagmar
theatret, hvor hun brillerede som Nitouche, men vendte tilbage. Hun
havde i 80erne Verdensdamens Sving over sin Kunst som Hertug
inden i „Den fremmede“ og som Præfektfruen i „Hvor man keder
sig“ . Fru Oda Nielsen, som hun hed efter sit Ægteskab med Mar-
tinius Nielsen, der paa Det kgl. Theater ikke kunde finde Fodfæste,
— Kongen i „Axel og Valborg“ spillede han sønder og sammen —
havde udenfor Scenen et evropæisk Snit.
I disse 90ernes første Aar fik Karl Mantzius mere og mere det
Fysiognomi som Kunstner, der blev hans herskende. En skarp Tunge,