![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0155.jpg)
148
let, en af Komponist-Virtuosens syv Hustruer, der selv var baade gift
og skilt flere Gange.*)
Ogsaa Emma Nielsen, Poul Nielsens unge Hustru, lærte jeg at
kende. Hun var Vaudevillens yndefulde Elskerinde, men i et af sine
sidste Leveaar viste hun i Edvard Brandes’ Skuespil „Under Loven“,
som Theatret havde forkastet, ved en Privatforestilling, at hendes
Talent ejede baade Lidenskab og Temperament. Det gik hende som
Elga Sinding, der var et Par Aar ældre, at Evnerne blev misrøgtede
af Theatret. Fru Sinding forlod det i sin bedste Alder og naaede
aldrig de Resultater, hendes frodige Fremstillingskunst havde beret
tiget hende til. Med sin Mand, Billedhugger Stephan Sinding, havde
hun indrettet et smukt Kunstnerhjem paa en af Frederiksbergs stille
Villaveje. Men de brød deres Teltpæle op og bosatte sig i Paris, hvor
de begge døde. Ved sin Bortgang 1936 blev Fru Sinding altfor flygtigt
omtalt i den danske Presse. Ude af Øje, ude af Sind.
Fru Anna Bloch havde nylig spillet Trine Rar i „Aprilsnarrene“
og lagt sine mærkelige illuderende Evner for Dagen som Fremstiller
inde af halvvoxne Pigebørn. Man vil ikke let glemme hende som
Hilde Wangel med de skrævende Ben i „Fruen fra Havet“ eller som
den opløbne Tøs i „Faddergaven“ , Peter Egges friske Livsbillede fra
en norsk Smaaby. Der var noget ungt og tindrende baade over Fru
Blochs Kunst og over hendes Personlighed i disse Aar. Jeg traf ogsaa
hendes Mand, Professor William Bloch, hvis forklarende og vej
ledende Tale var lærerig og med hvem det var stimulerende at disku
tere Theaterproblemer og Henrik Ibsens nye Skuespil. Kløgt og Intel
ligens lyste ud af hans graa Øjne — jeg genfandt dette Blik en Snes
Aar senere, da jeg lærte Paul Schlenther at kende, Julius Hofforys**)
nære Ven, Theaterkritiker, Holberg-Kender, Burgtheater-Direktør.
Ved Kaffen hos å Porta, paa Gaden i rolig, slentrende Gang, i det
af gammel Kultur prægede Hjem var William Bloch en ualmindelig
underholdende og gæstfri Mand. Han fortalte om sine Rejser med
H. C. Andersen, om sine muntre Sammenstød med Kammerherre
Fallesen, naar denne ikke vilde refundere Bloch de Beløb, han havde
maattet afholde paa Theatrets Vegne til Klæder til en gældbetynget
Skuespiller eller til Bøger, og om sine Theateroplevelser som Scene
instruktør. Han burde have nedskrevet sine Erindringer, det vilde
være blevet en aandfuld Bog. Men skønt jeg tilbød daglig at komme
*) En Vittighed lød: Fru Carreno vil ved den første filharmoniske Koncert ud
føre den anden Klaverkoncert af sin tredie Mand.
**) Naar jeg nævner Hoffory, om hvem hans samtidige fra „Blasfem isagen“ i
Studenterforeningen kunde fortælle saa meget, husker jeg en Aften i Studenter
samfundet, hvor der meddeltes mig, at en Herre vilde tale med mig ude ved Døren.
Det var Hoffory. Han saa syg og nedbrudt ud og spurgte, om Georg Brandes
var til Stede? Da dette ikke var Tilfældet, gik han igen. Professoratet i Berlin be
klædte han kun i faa Aar.