154 / 310
147
en Symfoni-Sats af Haydn, Kaliwoda, Onslow eller andre samtidige
— og spurgte jeg saa et Kapelmedlem: Hvad var det, De spillede i
Aften, fik jeg i Reglen det Svar: „Det ved jeg saamænd ikke“ . Det
var just ingen Anbefaling for Mellemaktsmusiken.
Til Kapellets Veteraner hørte ogsaa den ypperlige Fløjtespiller
Jørgen Petersen. I Kapellet spillede Korsyngemester og Kammer-
musikus G. A. Lembcke, der har skrevet flere populære Romancer,
Bratsch. Han var Kammersanger Simonsens nære Ven og faste Ac-
compagnatør — en gemytlig, men overarbejdet Mand. Hans Efter
følger som Syngemester, Axel Grandjean, fik i 80erne og 90erne
nogle Operaer opført — det var i „Colomba“ , at Olaf Poulsen som
Præfekten Baron d’Orsay kopierede Kammerherre Fallesen, der ripo
sterede: „Det glæder mig, Hr. Poulsen, at De ogsaa kan spille en fin
Mand“ . I „Oluf“ havde Grandjean det Held, at Herold udførte Titel
rollen med dramatisk Karakteristik. Grandjean havde debuteret paa
Det kgl. Theater som Elev af Phister i Arvs Rolle i „Jean de France“ ,
men svigtede Skuespilkunsten for Musiken og kom til Det kgl.
Theater fra Dagmartheatret, hvor han var en kyndig Musikdirigent
(bl. a. Griegs Musik til „Peer Gynt“ ). Theatret blev hans Et og Alt,
og jeg har ført mange muntre Samtaler med den altid veloplagte og
slagfærdige Mand, der hver Eftermiddag besøgte Wilhelm Hansens
Musikforlag for at faa en Passiar med sine Venner Alfred og Jonas
Wilhelm Hansen.
2den Kapelmester Frederik Rung lærte jeg at kende, da han i sit
Hjem i Rigensgade ønskede at fremkomme med Udtalelser til Pressen
om Betydningen af, at Cæcilieforeningen gik i Lag med I. S. Bachs
Mathæus-Passion. En opfarende Heftighed kunde misklæde ham paa
Dirigentpladsen, men han var en nobel Musiker, som samvittigheds
fuldt gik op i sit Arbejde for Det kgl. Theater og hævdede sig smukt
ved Siden af Mesteren — Johan Svendsen.
Jeg gør nu Springet over Rampen og ser mig om blandt Perso
nalet. Fru Eckardt, Olaf og Emil Poulsen beundrede jeg paa Afstand,
men Fru Hennings blev jeg forestillet for af Henrik Hennings og bedt
til Hjemmet baade i Tordenskjoldsgade og paa Platanvej. Hennings
var Idéernes Mand, fuld af Initiativ. Han stiftede Theaterbladet „Re
form“ , der var alt andet end blidt i Omtalen af Det kgl. Theaters
mange Operaforsyndelser. Fru Hennings spillede i disse Aar sine
store Ibsen-Roller, og jeg husker efter en Opførelse af „Vildanden“
hendes beundrende Ord om Hedvigs Rolle og om Ibsens Geni, der
brød sig Vej gennem alle Hindringer og besejrede Menneskenes Træg
hed og Uforstand. Hennings var som de filharmoniske Koncerters
Leder sjælden gæstfri, og efter en af disse notable Opførelser gav han
paa Hotel Kongen af Danmark en Fest for Eugen d’Albert, der fore
kom mig at have en mærkelig Lighed med Billederne af Friedrich
Nietzsche. Han var paa dette Tidspunkt vist allerede skilt fra Teresa
Carreno, der med sit sydlandske Temperament slog Gnister af Flyg
10*