141 / 310
134
30 Aar gammel, ung og spænstig, ladet med Energi — det rødblonde
Haar stod som en Glorie om hans Ansigt, hvis Minespil aldrig faldt
til Ro.
Nej — han vilde ikke læse op ! Han skulde nu spille Tygesens Rolle
i sin Faders Lystspil „Geografi og Kærlighed“ paa Det kgl. Theater,
og tænk nu, hvis Københavnerne ikke skulde forstaa hans Norske!
Derfor skal De gaa med til Prøven i Morgen og sige mig Deres Mening!
Vist skal De det! Jeg skal nok lodse Dem ind. De skriver da vel
ikke i Bladene?
Jeg tav stille — først bagefter fortalte Rode ham, at jeg var Med
arbejder ved „København“ — og næste Formiddag afhentede jeg
Bjørnson i Mezzaninen, hvor han boede, spændt paa, om det virkelig
skulde lykkes mig at komme til at overvære en Prøve paa Det kgl.
Theater — i Kammerherre Fallesens Dage, da Tanken om uvedkom
mende Tilskuere paa en Generalprøve, for ikke at tale om en almin
delig Scene-Prøve var ligefrem revolutionær!
Men med Bjørn Bjørnson som Fører forcerede jeg Portnerlogens
Cerberus, kom over Scenen ned i Parkettet, hvor Bjørnson anviste
mig Plads i 2det Parket. Lidt foran mig sad Olaf Poulsen, der ivrig
konserverede Charlotte Wiehe -— han kaldte paa Bjørnson og fore
stillede: „Vilhelm Wiehes Hustru“ .
Saa begyndte Prøven — Tygesens Scener. Fru Hennings var syge
meldt, og William Bloch markerede som Sceneinstruktør hendes
Repliker efter Bogen. Den frygtede Kammerherre viste sig ikke.
Bjørnson afhentede mig igen, da Prøven var endt, og fulgte mig ud af
Labyrinten. Jeg kunde trøste ham med, at hans Replik var tydelig
og let forstaaelig for danske Øren.
Nu saa mange Aar efter siger Bjørnson altid, naar vi mødes;
„Kan Du huske Prøven“ ?
I 90ernes første Aar blev Bjørnson et Centrum i det københavn
ske Theaterliv. Opførelsen af Gunnar Heibergs Skuespil „Kong
Midas“ havde fjærnet baade Bjørnstjerne og Bjørn fra Det kgl.
Theater — i det hele var Bjørnstjerne Bjørnson paa dette Tidspunkt
noget uregerlig. Da Bestyrelsen for Studentersamfundet f. Ex. skrev
til ham og bad ham holde Foredrag, svarede han Alfred Christensen
paa en løsreven Lap Papir: „De kan tro, det skal vare en Stund, før
jeg kommer i Studenterlag“ .
Bjørn var altid charmerende og talende, spillede sine Glansroller
og satte i Scene paa Dagmartheatret, og hans daværende Hustru
Gina Osello (Ingeborg Aas) sang „Carmen“ med spansk Realisme
paa Det kgl. Theater. Begge var de Midtpunktet i megen Selskabe
lighed. Gina Oselio kunde godt dæmpe de altfor heftige Udbrud af
Kunstnertemperamentet ved sin blonde Ligevægt. En smuk og stil
fuld Fest paa Hotel d’Angleterre for Bjørnson dannede Afslutningen
paa dette hans københavnske Intermezzo, inden Nationaltheatret i
Kristiania aabnedes under hans Ledelse.