![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0140.jpg)
133
— bred og lys — mig, om han kunde træffe Redaktionens Medlem
mer. Gabriel Finne introduceredes ogsaa — Forfatter til det grelle
Skuespil „Uglen“ , som han omsider fik frem paa Dagmartheatret —
„min Ugle“ , som han plejede at sige. Han var gift med en nydelig
Landsmandinde og havde en lille Datter. I min Nærværelse revsede han
Barnet paa en saa uhyggelig brutal Maade, at jeg aldrig har kunnet
tilgive det. Brutalitet og Godmodighed var paa en mærkelig Maade
forenet i hans Natur. Han skrev nogle kraftige Romaner — bl. a.
„Dr. Wangs Børn“ , hvori han skildrede egne Familieoplevelser. Hans
Fader var Distriktslæge i Bergensegnen. Gensynet med ham senere
hen i Kristiania var trist — han var som saa mange andre af sine
jævnaldrende totalt forsumpet. Døden kom som en Befrielse.
Fyr og Flamme var Nils Collett Vogt, hvis første Bøger tryktes paa
P. G. Philipsens Forlag — f. Ex. „Digte“ og „Familiens Sorg“ , hvis
selvbiografiske Karakter var umiskendelig. Som Lyriker har han skre
vet uforgængelige Vers, senere Skuespil og Memoirer, som hævder sig
blandt Norges ypperste. Sin Kærlighed til Danmark har Collett Vogt
aldrig glemt — her fejrede han sin 70 Aars Fødselsdag, her har jeg
kunnet opfriske gamle Minder med ham.
I „København“ s Føljeton debuterede den finske Forfatter Adolf
Paul med sin „Roman om et Menneske“ — jeg havde det Indtryk,
at han førte en haard Kamp for Tilværelsen under sit Ophold her.
Han var lille af Væxt, med urolige Øjne. Sin egentlige Position har
han vundet som tysk Forfatter med en broget og rig Produktion af
Skuespil („Helle Bobbe“ ) og Romaner, især historiske.
Rodes Fætter, Gunnar Heiberg, boede i disse Aar i København.
Han havde ledet den nationale Scene i Bergen, var der bleven gift
med Skuespillerinden Didi (egentlig Didrikke) Tollefsen, et Folkets
Barn, et oprindeligt Talent med ubehersket Temperament. Disse ind
byrdes saa forskellige Mennesker repræsenterede to Sider af Norge:
den af Danmark saa paavirkede Kultur og den urnorske Folkegrund.
Heiberg var en kyndig Iagttager af dansk Skuespilkunst — hans smaa
Artikler om danske Kunstnere og Forestillinger er rige paa originale
og træffende Bemærkninger. Han var morsom at omgaas, vittig og
satirisk, slagfærdig i Repliken, i Besiddelse af mere Lune end Nord-
mænd i Almindelighed, maaske som en Arv fra hans danske Moder,
født Rode.
Didi Heiberg havde et Par sjældne dybe og mørke Øjne med et
vemodigt Udtryk i en smuk Ansigtsoval. Udtrykket blev, som Aarene
gik, sorgfuldere; til sidst blev hun en Skygge af sig selv. Men omkring
1890 stod hun endnu i sin Glans.
Gunnar Heibergs Modstander Bjørn Bjørnson kom ogsaa i disse
Aar til Byen. Jeg blev bekendt med ham, da jeg en Dag søgte ham
i Uttenreiters Pensionat i samme Ejendom, hvor jeg boede, for at bede
ham holde en Oplæsning i Studentersamfundet. Bjørnson var da kun