135 / 310
128
en hurtig Arbejder — han skrev i Tidens Løb baade Prosa og Vers i
„København“ , og en stor Kriminalroman, i hvilken jeg en Dag, da
han var uoplagt, maatte overtage et Kapitel, ligesom det kunde hænde,
at jeg gik ind paa at skrive Theateranmeldelsen i hans Sted og Navn
(Emma Gads „Et Sølvbryllup“ f. Ex.). Paa Redaktionen dukkede
Gustav Esmann nu og da op — han forenede Spydighed med Elsk
værdighed, han kunde smile muntert over Tilværelsens Latterligheder.
Opførelsen af hans Lystspil „I Provinsen“ paa Det kgl. Theater blev
en Begivenhed for os alle. Han havde fortjent en bedre Skæbne —
hans bratte Død var et uerstatteligt Tab for dansk Lystspildigtning.
Mange ejendommelige Skikkelser mindes jeg, naar jeg kalder disse
Aar ved „København“ tilbage i min Erindring. Bladet var en Fribytter,
der ikke tog det altfor nøje med politiske Syrn- og Antipatier — snart
foer det løs paa Socialdemokratiet, snart — paa Valgdage — agiterede
det i Tilslutning til Partiet. Og denne svajende Partistilling aftegnede
sig ogsaa paa Medarbejderstaben.
Johan Knudsens fyldte Redaktionsværelserne med sine høje og
kategoriske Udtalelser. I hans Følge kom Herman Bang, der dog havde
vanskeligt ved at begaa sig og tørnede sammen med Rode. Den elsk
værdige, noget lade Maler Christian Clausen viste sig ofte — et stort
Modelbillede i bløde Farver fyldte den ene Væg i Carl Ewalds og
Johan Knudsens Kontor. Ewald var en fast Gæst paa „Bernina“ og
anvendte Kaféen som en Slags Filial til Redaktionskontoret. Han
kommenterede Dagens Begivenheder med sit lønlige Smil, var uhyre
hjælpsom overfor en yngre Medarbejder som mig og sparede ikke
paa Anerkendelse. Kun da jeg overtog hans Literaturanmeldelser i
„Adresseavisen“ , blev han lidt gnaven.
Og „Bøllen“ Thorvald Bindesbøll lod undertiden sin Latter runge
gennem Redaktionsværelserne, ledsaget af drastiske, for ikke at sige
kyniske Bemærkninger. En Renæssanceskikkelse baade som Kunstner
og Menneske.
Saa var der Thomas Graae. Han skrev sine historisk-politiske Til
bageblik, som havde Værdi og var Udtryk for megen Viden. Men han
var ikke saa let at omgaas, hvad jeg allerede havde erfaret i „Ny
Jord“-Tiden, da han helt tabte Besindelsen, fordi jeg ikke vilde trykke
en Artikel af ham. Men nu blev han og jeg gode Venner. Der er en
Episode, jeg ikke kan glemme, naar jeg nævner Graae. Hørup afsonede
just i Vinteren 1889— 90 en 6 Maaneders Fængselsstraf for en mod
Birkedommer Sylow rettet Artikel i „Politiken“
denne Gang undgik
han altsaa ikke sin Skæbne. Da han var kommen ud af Fængslet,
afholdtes der en Festlighed for ham i de Selskabslokaler, der den
Gang laa i Koncertpalæets sydlige Pavillonbygning, og til Henning
Jensens lydelig udtalte Misfornøjelse deltog ogsaa flere Medarbejdere
fra „København“ , deriblandt Thomas Graae. Han var i en noget ube
hersket Stemning, og da han ved den modsatte Ende af det lange
Bord opdagede Grev Holstein-Ledreborg, sprang han op paa Bordet