130 / 310
123
ter fyldte Parkettet og kedede sig med Anstand. Og i denne officielle
Feststemning gik Hornemans Opera, hvis Titelparti blev sunget af
Theatrets svenske første Tenorist Arvid Ødman, til Bunds — til stor
Ærgrelse for Komponisten, der først 14 Aar senere fik Oprejsning, da
Vilhelm Herold overtog Aladdins Parti. Indstuderingen var i høj Grad
bleven besværliggjort ved Hornemans personlige Nærværelse. Han
foer rundt paa Tilskuerpladsen, baade paa Galleri og Gulv, for at
høre, hvorledes Musiken klang, protesterede paa Scenen mod Johan
Svendsens Tempoer og nægtede at forlade den, saa Kammerherre
Fallesen maatte tilkaldes. Først da han gav Horneman en „Undskyld
ning“, gik han.
Horneman var en af Hovedstadens kendte Ansigter i de Tider. Dag
lig saas han fra sin Bolig i Gothersgade begive sig hen til å Porta
paa Kongens Nytorv eller Brønnum, fulgt i Hælene af en sort Pudel.
Han stod ofte stille, vendte sig om og betragtede sin trofaste Ledsager,
til hvem han henvendte Ordet. Han var et brusende og opfarende
Temperamentsmenneske, let til Vrede, men ligesaa hurtig forsonet
igen. Han havde Frisprog og generede sig sandelig ikke. Da Robert
Henriques en Gang diskuterede med ham, afbrød Horneman ham med
de Ord: „Ved De, hvad De er?“ „Nej, lad mig endelig høre det!“ „De
er, De er en literær Sjover!“ Henriques besvarede Udtalelsen med sin
kendte, høje Latter, der rungede gennem Brønnums Kafé. Pludselig en
Dag vilde Horneman ikke besvare min Hilsen — jeg var Luft for ham.
„Hvad er dog Grunden?“ spurgte jeg Lægen Louis Bramson, som just
havde siddet og talt med ham. „Jo, Professor Horneman er misfor
nøjet med en Anmeldelse, De har skrevet af Dagmartheatrets sidste
Forestilling.“ Men nogle Dage efter var Horneman den gamle og be
stred at have været vred paa mig. Han var den morsomste Paradox-
mager, jeg i mit Liv har truffet. Han erklærede under Dreyfussagen,
at Zola var Guds Søn, og han spottede paa den mest drastiske Maade
Pianisten Siegfried Langgaards indremissionske Tilbøjeligheder. Men
han følte sig ikke uden Grund ilde behandlet af Det kgl. Theater, der
fuldstændig ødelagde hans sidste store Musikværk: „Kampen med
Muserne“ .
Mit Arbejde i Studentersamfundet bragte mig i Tidens Løb i Berø
ring med højst forskelligartede Personligheder — ligefra Morten Pon-
toppidan til Vilhelm Beck. Den sidstnævntes Foredrag i Badstue
stræde var en kolossal Begivenhed — Folk meldte sig ind i Mængde
for at høre Indre Missions Fører i selve Radikalismens faste Borg.
Beck, der i Samværet mere gjorde Indtryk af at være en gemytlig
Proprietær end en fanatisk Missionsmand, holdt et ret farveløst og
svævende Foredrag, men under Diskussionen viste han Hestefoden
og blev saaledes trængt, at hans Søn fandt Lejlighed til at udtale, at
hans Fader var faldet mellem Jøder og Grækere.
En anden berømt Mand stak derimod kun Hovedet indenfor Sam
fundets Dør for at forsvinde igen — det var August Strindberg. I Be