125 / 310
118
handling „Den Heibergske Æsthetik“ , som han en Søndag Eftermid
dag selv overbragte mig i Hovedvagtsgade, hvor han forbavset be
tragtede mine mange Bøger.
I April 1888 blev jeg som nævnt valgt til Medlem af Studenter
samfundets Bestyrelse, hvor jeg virkede ligetil 1897, under saa dyg
tige Formænd som Herman Trier, Alfred Christensen, Erik Skram
og Johan Ottosen. Her aabnede sig et stort, nyt Felt for mig, og jeg
greb ofte energisk ind i Ledelsen af Studentersamfundet — det store
Møde i Casino 1889 om Retsreformen var f. Ex. min Idé. De umoderne
Lokaler i Badstuegade blev restaurerede fra Grunden af, indtil vi 1894
flyttede til Nørrevold.
I Udstillingsaaret dæmpedes Partistriden, uden at der dog blev
opnaaet Forsoning eller Forlig: Provisoriet blev atter udstedt i April,
men der var dannet et Presseudvalg i København, som skulde bygge
Bro over Modsætningerne, saalænge den store nordiske Udstilling
krævede enigt Samarbejde.
Som sædvanlig afsluttedes Vinterens Sammenkomster hos Pro
fessor Høffding med en Sommerudflugt. Den foregaaende havde haft
Rude Skov til Maal, denne gik til Frederiksdal. Høffding var et glim
rende Midtpunkt i disse Ture, hans Naturglæde smittede os alle. Han
var sandelig ikke noget støvet Stuemenneske.
Hjemturen gik ad Prinsessestien. Men vi havde ikke beregnet
Tiden nøjagtig, og i det Øjeblik, vi alle kom spaserende ind til Lyngby,
brusede det sidste Aftentog frem. Saa maatte hele Selskabet —
længe før Rutebilers og Automobilers Tidsalder — tiltræde den lange
Vandring ad Kongevejen til København.
Jeg husker min egen Hjemtur ad Jægersborg Allé til Strandvejen.
Prægtigt Fyrværkeri steg til Vejrs i det fjerne — en Hilsen fra en af
Udstillingsaarets store Fester paa Skodsborg.
Det var ogsaa Stavnsbaandsjubilæets Sommer, og i Herthadalen
ved Lejre holdt Venstre en Stavnsbaandsfest med Tilslutning fra Den
liberale Vælgerforening. Jeg deltog i Udflugten og gjorde Jernbane
turen i Selskab med Festtaleren, den senere Professor i Historie
Dr. I. A. Fridericia, der paa dette Tidspunkt var Bibliotekar ved Uni
versitetsbiblioteket, og hans Hustru, som han desværre tidlig mistede.
Fridericia, Adelsvældens skarpsindige Historiker, stod Studenter
samfunds-Kredsen nær. Trofasthed og ærlig Overbevisning var le
dende Træk hos ham.
En mægtig Forsamling af midtsjællandske Bønder flokkede sig
omkring Talerstolen i Herthadalen. Her var man i Midtpunktet af
Sjællands Venstrebevægelse, i Bondevennernes faste Borg, hvorfra
allerede i 40erne Frihedsbevægelsen havde udsendt sine første Pio
nerer.
Grev Holstein-Ledreborg var første Taler. Han bragte en Hilsen fra
sin Fader, der var syg og svag, men ønskede alle velkommen. Holstein
fremhævede Jubilæets Betydning og sparede ikke paa Allusioner til