123 / 310
116
Soderhjelm selv stiftede jeg ogsaa Bekendtskab med, og dette
fortsattes gennem Aarene baade i Gilleleje, hvor han boede en Som
mer, i Stockholm og i den Tid, han var finsk Minister i København.
Han forenede Literaturhistorikeren med Diplomaten, var en Filolog
af udstrakt Viden og skolet Fremstillingsevne.
Da jeg en Sommerdag kom ind hos P. Hauberg og Co. paa Køb-
magergade, sad der en yngre Nordmand, der flere Gange havde søgt
mig. Han rejste sig og kom mig i Møde: en høj, kraftig Skikkelse med
brede Skuldre. Hans Stemme lød ligesom lidt træt, Øjnene var mær
kelig klare og kloge — det var Knut Hamsun (Knud Pedersen Ham
sund, som han kalder sig paa sin første Fortælling „Bjørger“ , trykt i
Bodø paa Avispapir). Han havde et Manuskript med sig: „Kristoffer
Janson, et Udkast“ , som han gærne vilde have optaget i „Ny Jord“ .
Efter Samraad med Boghandler Poulsen antog jeg det, og Hamsun
fik strax — undtagelsesvis — et Honorar udbetalt.
Dette første Møde blev Indledningen til vort Bekendtskab. Da jeg
om Efteraaret flyttede til Byen, blev Hamsun en næsten daglig For
middagsgæst hos mig i Redaktionstiden. Vi debatterede Dagens lite
rære og politiske Begivenheder, og jeg laante ham Georg Brandes’
Værker.
Hamsun var just vendt tilbage fra Amerika, hvor han havde
kæmpet for sin Existens, og at denne Kamp ikke havde været mindre
haardnakket end tidligere i Kristiania, mærkedes baade paa hans
Væsen og hans Udtalelser. Her i København førte han en beskeden
Tilværelse paa Nordvestvej paa Nørrebro.
Jeg bragte Hamsun sammen med den Kreds af unge Skribenter,
der kom i mit Hjem: Johs. Jørgensen, Viggo Stuckenberg, Sophus
Claussen, Sophus Michaélis, Knud Berlin, Ivar Berendsen, Valdemar
Vedel, Francis Beckett, Bøving-Petersen, Malerne G. F. Clement og
Ludvig Find, der malede en kraftig Øjebliksskitse af mig. I denne
Kreds kvikkedes han op, hans Øjnes vemodige Skær svandt for mun
tre Blink, og han fortalte om sin literære Stræben og sine digteriske
Planer. Men oftest var han tavs og lyttende.
En Dag ud paa Efteraaret bragte Hamsun mig første Kapitel af
„Sult“ til „Ny Jord“ . Læsningen virkede betagende, og jeg skyndte mig
med at trykke det, efter Hamsuns Ønske uden noget Forfatternavn.
Den Opsigt, dette Kapitel vakte, var stor, fremfor alt i den norske
Presse. „Verdens Gang“ meddelte, at „Sult“ var skrevet af Arne
Garborg, en Meddelelse, jeg strax dementerede i Bladet. Men i Læng
den syntes jeg ikke, at Hamsun burde være ukendt, og da Erik og
Amalie Skram — den sidste som altid flammende og varmblodig —
gik mig paa Klingen og ivrig udfrittede mig, fortalte jeg, hvem For
fatteren var.
Og nu blev Hamsun revet ud af sin ensomme Existens paa Nørre
bro. Jeg, der om Foraaret var bleven valgt til Medlem af Studenter
samfundets Bestyrelse, bevægede ham til at holde et Foredrag i Sam