Erindringer

115

Mand paa det andet Fortov fixerede ham. Eller aldeles rasende, hvis

jeg foreslog ham en Sporvognslinje som hurtigere end den, han

havde valgt.

En lignende Lysaand, Vejleder, Lærer og Ven ejer Nutidens Ung

dom desværre ikke.

En anden svensk Digter, som „Ny Jord“ bragte mig i Berøring

med, var Ola Hansson. Han havde sendt mig en større kritisk Artikel,

som jeg gærne vilde have trykt paa svensk — thi „Ny Jord“ havde

den prisværdige Skik ikke at oversætte de svenske Bidrag, men det

viste sig umuligt for Sætterne at tyde hans Haandskrift. Den var

ogsaa i sjælden Grad ulæselig. Ivar Berendsen og jeg maatte saa i en

Række Eftermiddagstimer i Fællesskab løse de vanskelige skriftlige

Gaader.

Ola Hansson sympatiserede med Tidsskriftet og vilde forsøge paa

at skaffe det Støtte i Sverige. Og jeg mødtes derfor en Dag med ham

i Malmø. Han var Skaaning, Bondesøn, en varm Beundrer af Lands

delens Natur. Hans Bog „Sensitiva amorosa“ havde just vakt ad

skillig Forargelse. Jeg erindrer ham som en slank, blond Mand med

intelligente graa Øjne. Han gav mig flere gode Idéer til Tidsskriftets

Fremgang og erklærede at ville tale med Kunstmæcenen Klaés

Fåhræus i Stockholm om at støtte det. Men der kom intet ud af hans

Bestræbelser. Kort Tid efter vakte han almindelig Forbitrelse ved sit

brutale Angreb paa Georg Brandes i Tidsskriftet „Freie Bühne für

modernes Leben“ , og efter sit Ægteskab med Forfatterinden Laura

Marholm gik han sine egne, fjærne Veje.

Gennem Ivar Berendsen lærte jeg Forfatterinden Stella Kleve at

kende. Navnet var et Pseudonym for Mathilda Kruse, senere Fru

Mathilda Malling, Forfatterinden til „En Roman om Førstekonsulen“

og en Række andre Romaner, dels i historisk Iklædning, dels i Nutids

dragt. Under Navnet Stella Kleve havde hun pur ung udgivet et Par ret

dristige Noveller. Hun ydede et Bidrag til „Ny Jord“ — hun var

blond og livfuld, fornøjelig at tale med.

Birger Mørner skrev et enkelt Digt i „Ny Jord“ . Ham sluttede jeg

varmt Venskab med — han kom ofte til København i de Aar, han

var gift med en ung Dame fra Helsingborg. Senere gik han ind i det

svenske Udenrigsministerium og blev udsendt Konsul i Syden. Han

udviklede sig senere til en meget produktiv Forfatter, hvem Formue

satte i Stand til at føre en grand seigneur Tilværelse. Han holdt en

Gang Foredrag i Geografisk Selskab om sine Rejseoplevelser. Mit

Møde med ham i Stockholm skal jeg senere berette om.

Naar jeg nævner de nordiske Forfattere, jeg har truffet, maa jeg

heller ikke glemme Karl A. Tavaststjerna, den fine finske Lyriker og

Novellist, veg af Væsen, lidt paa Kant med Tilværelsen, men elskelig

og sympatisk. Han staar som en af sit Fædrelands ypperste Digtere,

saaledes som Werner Söderhjelm har skildret ham i sin store Bio

grafi.