117 / 310
110
at vise vor Upartisklied havde jeg antaget en Novelle af Vilhelm
Røse, Forfatter af Digtet „Rejsekammeraten“ , og nu de konservatives
store Haab. Senere dadiedes han for at have mænget sig med
Studentersamfundsdigterne. Haabet blev ikke indfriet, og da Røse
døde i en endnu ret ung Alder, var han allerede omtrent glemt.
Robert Hirschsprung, Kunstsamleren Heinrich Hirschsprungs
ældste Søn, havde faaet Maleren Harald Slott-Møller til at tegne en
Vignet til Omslaget — et Billede fra den frugtbare, gødede Muld, der
skulde symbolisere den nye Jord. Denne Vignet gav senere Anled
ning til Spot og Kritik, og Forlæggeren fjærnede den derfor, hvad
der dybt fornærmede baade Hirschsprung og Slott-Møller.
Da jeg en Aften henimod Midten af Januar kom ud fra Det kgl.
Theater, hvor jeg i Selskab med mine Forældre havde overværet Op
førelsen af „Hamlet“ , stod der et stærkt Brandskær over den nordvest
lige Del af Kongens Nytorv, og en Bekendt fortalte mig, at det Hof-
fenbergske Etablissement brændte. Her laa de rentrykte Ark af „Ny
Jords“ første Hæfte. Jeg styrtede hen paa Købmagergade, hvor der
var store Afspærringer — Brandvæsnet arbejdede med fuld Kraft,
Ilden var alvorlig. Næste Morgen blev jeg vækket ved Bud fra For
læggeren om, at „Ny Jords“ Hæfte var brændt op.
Men Held i Uheld: Paa mit Skrivebord laa endnu første Korrek
turerne — Hæftet kunde reddes. Jeg gik op paa „Politiken“ og for
talte Peter Nansen, der altid stillede sig forstaaende og venlig overfor
os unge, hvad der var hændt. Han smilede med sit mest char
merende Smil og sagde, at han nok skulde omtale det i Bladet, hvad
han gjorde i en vittig Artikel.
Forlaget bestemte nu, at Fr. G. Knudtzons Bogtrykkeri i Ny
Toldbodgade skulde trykke „Ny Jord“, indtil det Hoffenbergske
Etablissement paany var leveringsdygtigt. Her traf jeg nogle sjældent
dygtige Fagmænd, Faktor Ewald, der først døde i en høj Alder, og
Faktor Lind, som senere blev Indehaver af Det Trierske Bogtrykkeri
i Bredgade. Over dem begge svævede Chefen selv, Dr. phil. Frederik
G. Knudtzon, en meget vittig og talende Mand, chevaleresk i Holdning
og Manerer, egentlig Æsthetiker og Kunsthistoriker af Fag.
Jeg fik under mine Besøg paa Trykkeriets Kontor mange lange
Samtaler med ham. Han havde disputeret for Doktorgraden med en
Afhandling om Masaccio og den italienske Malerkunst paa hans Tid
og senere skrevet en lille Afhandling om Salys Rytterstatue af Frede
rik d. 5te paa Amalienborg Slotsplads. Da han hørte, at jeg havde
den Ærgerrighed at studere Æsthetik, fortalte han mig et kuriøst
Smaatræk om Carsten Hauch, den sidste Professor — inden Paludan
— i Æsthetik. Da han besøgte Hauch for at tale med ham om sin
Examen og nævnede, hvilke æsthetiske Værker han havde gennem-
pløjet under sit Studium, svarede den gamle Digter-Professor: „Ja,
disse maa være udkomne,
efter
at jeg har tiltraadt Professoratet.“
Højst fornøjelige var Knudtzons Fortællinger fra hans Ophold i