115 / 310
108
Rode med overlegen Elegance plantede sin smidige Fleuret lige i
Uhyrets Fjæs.
Denne Generalforsamling, som selvfølgelig vedtog Exklusionen,
og Rodes Tale, der blev trykt in extenso i Bladet — den var Resul
tatet af et Samarbejde, hvori navnlig Gustav Esmann tog virksom
Del — betegnede Højdepunktet i „Piratens“ korte Levetid -— Bladet
kom ikke til at opleve 1888.
Inden dette Aar blev skudt ind, havde jeg været virksom for at
grundlægge et literært Tidsskrift.
Det var en Tid med mange brogede literære Indtryk, og Gustaf
af Geijerstams livlige Foredragsrække i Koncertpalæet om den mo
derne svenske Digtning havde sat Sindene i Bevægelse.
I Studentersamfundet omgikkes jeg de unge Digtere, som nu brød
igennem, Johannes Jørgensen, Sophus Claussen, Sophus Michaélis,
Oscar Madsen og Viggo Stuckenberg, hvis ridderlige Skikkelse vandt
umiddelbar Sympati. I sit nydelige Hjem i en af de smaa Bygge
foreningsgader ved Østersøgade samlede han ofte Vennekredsen.
Dertil en saa lovende Kritiker og Æsthetiker som Valdemar Vedel,
den grundige Literaturkender og Digter Niels Møller, der stod Johan
Ottosen nær, Zoologen Bøving-Petersen, den senere Fængselsinspek
tør Alexander Kraft, Georg Saxild, der blev Provinsarkivar, Oscar
Hansen og Edvard Larsen, der begge blev Doctores philosofiæ og
Folketingsmænd, Søltoft-Jensen, kyndig i fransk Literatur, Ove
Rostrup, Knud Berlin, der da endnu stod tøvende paa Skillevejen,
delt mellem juridiske Studier og æthetiske Interesser, særlig paa den
russiske Literaturs Omraade. Fremdeles Stanislaus Roszniecki af
polsk Herkomst, et Sprogtalent af Rang, nøje fortrolig med polsk
Digtning, Ivar Berendsen, der som altid var Fyr og Flamme og havde
sluttet Forbindelse med baade svenske og franske Literater. Nævne
maa jeg ogsaa Alfred Ipsen, der dog hørte til en anden Aldersklasse
end de andre, men sympatiserede med Sophus Michaélis. Senere kom
han paa Kant med de fleste af os, da han udgav sin taabelige Bog om
Georg Brandes og blev en af Reaktionens Talsmænd. Her var saaledes
en anselig Kreds af unge ivrige Skribenter, som med Begejstring greb
Tanken om at grundlægge et Tidsskrift, som kunde søge ad andre
Veje end „Tilskueren“ . Dette syntes os for tungt i sit Stofvalg, for
forsigtigt i sine Anskuelser, for akademisk i sin Form.
I denne Vinter blev jeg indbudt til de Sammenkomster, Professor
Høffding afholdt i sit Hjem paa Amicivej, hvor jeg desuden deltog i
hans Gennemgang af filosofiske Hovedværker som Kants „Kritik der
reinen Vernunft“ , og Spencers „First principles“ .
De fleste af de nys nævnte tilhørte samme Kreds. Aftenen ind
lededes i Reglen med et Foredrag om et brændende Emne, et filo
sofisk Problem, et socialt Spørgsmaal, og en af Gæsterne fungerede
som Opponent. Derefter drak man The og samtalede. Høffding var