110 / 310
103
sing med hans glimrende Pamflet „Tre Vonner“, fandt Fæstnings
modstanderne veltalende og skarpsindige Forbundsfæller.
Hvorfor skulde Estrupiatets Mænd ikke ogsaa drille Frisindets
Digtere med den smaaligste Forfølgelse — Ministeriet Ørsted havde
for en Menneskealder siden vist Vejen: hvorledes man gør en Oppo
sition kold. Nu var der imidlertid sluttet et enkelt lille Kompromis
om Sophus Schandorphs Digtergage, og han blev derved sat i Stand
til i nogle Aar med sin Hustru at bosætte sig i Asniéres i Nærheden
af Paris. Hans Venner besluttede inden Afrejsen at holde en Fest
for ham paa Skydebanen — den fandt Sted den 25de Juni 1887, just
paa Treaarsdagen for det berømmelige Folketingsvalg. Da der offent
lig fremkom Meddelelse om, at man kunde tegne sig som Deltager,
holdt jeg mig ikke tilbage, og jeg traf flere gamle Mariboianere ved
Festen. Her saas Georg Brandes, Axel Henriques, Vilhelm Møller,
Laurids Bing, Erik Skram og Amalie Skram, Fr. G. Knudtzon og hans
smukke unge Hustru. Ogsaa Ove Rode, der netop havde bebudet, at
han fra Efteraaret vilde udgive et Ugeblad, „Piraten“ , var med og
blev af Brandes ivrig udspurgt om Bladets Program.
Selvfølgelig talte Brandes for Schandorph — han takkede ham
„for din trofaste Dyrken af din Kunst, for din Kærlighed til det dan
ske Sprog og det danske Folk og for hvad frugbart og fremmende
Arbejde du har nedlagt i dette Sprog og dette Folk.“ Schandorph
kunde aldrig blive træt af at udtrykke sin varme Beundring for
Brandes. Det var ganske ejendommeligt at lægge Mærke til Forhold-
det mellem disse to i Væsen og Færd saa forskelligartede Personlig
heder: Schandorph buser paa og vil helst omfavne og med sit Satyr
ansigt kysse den smækre og nervøse Brandes. Og denne, som er
Schandorphs direkte Modsætning med Hensyn til Vinens Nydelse,
søger at unddrage sig de altfor voldsomme Kærtegn.
Festen var ualmindelig fornøjelig. Da den sluttede, gik jeg —
ung og rask til Bens — i den skønne Sommernat den lange Vej hjem
til Charlottenlund og saa ved Hellerup Solen hæve sig over Øresund.
Det er 50 Aar siden, og dog staar denne Nat saa levende i min Erin
dring, som om det var i Fjor.
En sen Augustdag kom min Fader hjem og fortalte mig, at Digte
ren Goldschmidt var død. Det gjorde stærkt Indtryk paa mig. Jeg
havde altid beundret Goldschmidt, ganske ung læst „En Jøde“ og
„Hjemløs“ og senere studeret „Corsaren“ fra først til sidst i et Exem-
plar, et ældre Studentersamfundsmedlem, Emil Trier, havde laant
mig — senere erhvervede jeg gamle Lynges Exemplar med de beslag
lagte Numre. Goldschmidt var Fætter til Martin og Siegfred Gold
schmidt, og min Ven Georg Goldschmidt havde fortalt mig om sit
Besøg hos Digteren og om hans særprægede Meninger om Dagens Be
givenheder og Situationer. Desuden havde Otto Borchsenius i Skolen
utrættelig indskærpet sine Elever at læse denne Digter. Jeg har aldrig
talt med ham, men jeg erindrer to Gange at have mødt ham paa