116 / 310
109
en sjælden Vært, et enestaaende Midtpunkt i denne Kreds af aands-
livlig Ungdom. Han havde en ualmindelig menneskelig Forstaaelse af
den enkelte, gik ind paa hans Interesser, var utrættelig til at vejlede
og retlede. I Tidens urolige Bølgegang var der i dette Hjem et fast
Holdepunkt for de unge, der mødte frem med deres Tvivl, deres
Ønsker og Haab.
Høffding hørte opmærksomt paa Planen om det nye Tidsskrift og
lovede at indlede første Hæfte, hvad der selvfølgelig vilde have stor
Betydning. Han skrev som Introduktion Artiklen: „Om vor Tid og
dens Ungdom“ . Men nu gjaldt det om at finde en Forlægger til vort
Foretagende. Johannes Jørgensen viste mig Vejen til P. Hauberg og
Co. paa Købmagergade, hvor hans første „Vers“ var udkommet. For
laget var stiftet af den som Møntexpert senere bekendte Museums
inspektør P. Hauberg. Indehaverne var nu Boghandlerne Johan
Møller, Nevø af Schandorph, og Peter Poulsen, Sjælen i Foretagen
det, Svoger til Shakespeare-Oversætteren Vilhelm Østerberg, som jeg
samtidig lærte at kende. Poulsen var en meget erfaren og interesseret
Forlægger med gode Idéer. Hans Initiativ skyldtes f. Ex. Udgivelsen
af „Dansk Folkebibliotek“ , der bragte værdifulde danske klassiske
Bøger og gode Oversættelser af Verdensliteraturens Monumental
værker. Desværre blev han allerede i Begyndelsen af 1889 revet bort
af en Nyresygdom.
Poulsen vilde ikke overtage hele Risikoen for vort Tidsskrift, men
han foreslog, at alle vi unge, som forøvrigt skulde skrive gratis, teg
nede Andele paa 50 og 100 Kr. for at sikre Udgivelsen. Og det lyk
kedes virkelig at samle saa mange Andelshavere, at Tidsskriftet blev
sikret. Men Regnskabets Dag nødvendiggjorde, at de tegnede Andele
indbetaltes.
Hvilket Navn skulde Tidsskriftet nu bære? Jeg havde i „Aarhus
Amtstidende“ besvaret et Angreb paa den moderne Literatur med en
Artikel, der krævede, at Digterne skulde huske paa den Tid, de levede
i, og de Problemer, den samfundsmæssigt stillede. Bladets Redaktør,
Vilhelm Lassen, Johan Ottosens Ven og samtidige, gav mig i en føl
gende Artikel ganske Ret og brugte den Vending, at vore Digtere
maatte dyrke ny Jord.
Næste Dag kom Johan Ottosen til mig og sagde: Her har Du en
udmærket Titel paa Tidsskriftet — det skal hedde
„N y Jord“ “ .
Og
dette Navn blev uden Modsigelse kaaret.
Men der var adskillige Besværligheder at overvinde, inden første
Hæfte, som jeg signerede „paa Redaktionens Vegne“, kunde udkom
me. Hoffenbergs Bogtrykkeri i Bagbygningen til den Ejendom, hvor
P. Hauberg og Co. residerede i Stuen til Gaden — her findes nu „Mes
sen“ — fik overdraget at trykke Tidsskriftet, der skulde udkomme
to Gange om Maaneden. Og sidst i December og i Begyndelsen af
Januar var Manuskripterne blevet afleverede til et Dobbelthæfte. For