121 / 310
114
geste, jeg har oplevet.*) En Korrektur fra Nyborg, hvor Sophus
Claussen nu var Redaktionssekretær, til København havde paa Grund
af Ishindringer været en hel Uge undervejs, saa hans Ændringer til
en Novelle i et af Februarhæfterne af „Ny Jord“ maatte stryges, skønt
selve Titlen var bleven forandret. Nu den 20de April flød der stadig
store Isstykker i det kolde, blaa Øresund, og Snesmeltningen var ikke
til Ende.
Da jeg paa denne kølige Aprildag kom hen til Haven paa Gammel
Bellevue, saa jeg en smækker Mand med høj Pande staa ubevægelig
stirrende ud over Sundet. Det var Strindberg. Jeg gik hen til ham
og forestillede mig selv. Han blev strax Fyr og Flamme. Han talte om
sine dramatiske Planer, sit paatænkte Forsøgstheater, Idéerne myl-
rede frem af hans frodige Hjerne. Han vilde gærne i „Ny Jord“ pro
pagandere for sine Theaterplaner.
Og saa slog han pludselig om — det hele var alligevel unyttigt.
Tiderne var saa elendige, ingen støttede Literaturen, han vilde hel
lere opgive det hele: „Jeg er dygtig i tysk, fransk og engelsk, kan
korrespondere paa dem alle. Skaf mig hurtig Plads paa et Handels
kontor. Jeg maa tjene til Livets Ophold.“ Han saa paa mig med et
fortvivlet Udtryk i sine Øjne, disse mærkelig dybe, flakkende Øjne,
der illustrerede hans hurtig vexlende Stemninger. Jeg paatog mig at
undersøge Mulighederne herfor, og han sagde Farvel, idet han paany
lovede at støtte „Ny Jord“ med sine Bidrag, hvad han virkelig ogsaa
gjorde. Da jeg gik videre ad Strandvejen, vendte jeg mig et Par
Gange om og saa ham stadig staa som fastnaglet, henfaldet i sine
egne dybe Tanker. Aaret efter kom jeg atter i Forbindelse med den
store Digter.
Da jeg et Par Dage senere besøgte Georg Brandes i hans davæ
rende Bolig paa Hjørnet af Toldbodgade og St. Annæplads, fortalte
jeg ham, at Strindberg vilde søge en Kontorplads. Han smilte og
sagde beroligende, at jeg ikke skulde tillægge Strindbergs Flyve
griller altfor megen Betydning.
Jeg besøgte ret ofte Brandes og følte det som en Befrielse, en Op
vækkelse, en Fremdrift i Sindet at tale med ham. Hvilke Impulser,
Idéer, Planer strømmede ikke fra denne frugtbare Aand! Selv paa
Sygelejet i 1896, da hans gamle Lidelse fra Rom, Aarebetændelse, var
brudt op igen, var han mærkelig lysende og sprudlende. Og hans
Deltagelse for En i alle Livets Forhold svigtede aldrig. Han var i
disse Aar Flammen, der tændte i unge Sjæle, hensynsløs i sin Kritik
af den politiske Usseldom, som han en Aften paa et Valgmøde brænde
mærkede, saa Forsamlingen jublede, spottende sine Forfølgere og
Hadere i Udtryk af voltairiansk Satire.
Han kunde blive umaadelig heftig over Smaating: Naar jeg fulg
tes med ham paa Gaden, blev han forbitret, naar han mente, at en
*) Den franske Pianist Planté sneede inde i Slagelse og spillede improviseret her
den Aften, han skulde have medvirket ved den filharmoniske Koncert i København.