127 / 310
120
benhavnerinde, som Julie i Shakespeares Tragedie. I Lystspillene under
Gæsteforestillingerne, der varede hele Juli Maaned, brillerede Agnes
Sorma og Engels. Men for mig blev Udbyttet af disse Forestillinger
Opførelsen af Schillers Tragedier, som Det kgl. Theater aldeles havde
forsømt. I den Menneskealder, der var forløbet, siden Fru Heiberg
havde trukket sig tilbage fra Scenen, havde Schiller været lukket ude
fra den danske Scene. Først efter det tyske Gæstespil forsøgte Dag-
martheatret at opføre „Røverne“ , og i 90erne fulgte Det kgl. Theater
efter med „Maria Stuart“ , Dagmartheatret yderligere med „Kabale og
Kærlighed“, „Fiesco“ og „Wilhelm Tell“ .
Josef Kainz blev den store, uforglemmelige Oplevelse disse Schil-
ler-Aftener. Hvem har nogensinde kunnet glemme Karl Moors flam
mende Hævnskrig i de bøhmiske Bjerge i hans Mund, eller Ferdinands
glødende Lidenskab i „Kabale og Kærlighed“ . En ædel Ynglingeskik
kelse var hans Don Carlos ved Siden af Krausznecks mere tungt væb
nede Markis Posa, og Mortimers sidste stormende Udbrud og Afsked
med Livet i „Maria Stuart“ klinger endnu efter et halvt Aarhundrede
i mit Øre. Han rev Tilskuerne med — han ejede det glødende Tem
perament, som gav Schillers Ord ny Livskraft, omsmeltede dem til
evig ny Betydning for hver enkelt i Salen. En dygtig Kunstner i Le-
winsky-Stil var Kober som Franz Moor, som Wurm, som Kong Philip
— han kom senere tilbage og spillede sammen med Kainz i Goethes
„Clavigo“ , i Grillparzers „Jødinden fra Toledo“ og „Drømmen et Liv“
paa Dagmartheatret i Maj 1891.
Blandt Forestillingernes faste Gæster var Vilhelm Møller, „Til
skueren4^ Kritiker, en Mand med rig Theatererfaring, en af „Gennem-
brudets“ førende Personligheder som I. P. Jacobsens Ven og Udgiver
af „Nyt dansk Maanedsskrift“ . Han var inspirerende at tale med,
noget paradoxal i sine Meninger og let bevægelig i sine Domme. Man
maatte lægge Mærke til hans smukke Skikkelse og til hans regel
mæssige aandfulde Ansigt under det tidlig graanede Haar.
I en Mellemakt under „Maria Stuart“ paa Gæstespillets sidste Af
ten kom Vilhelm Møller hen til mig og spurgte, om jeg ikke kunde
have Lyst til sammen med en lille Kreds at deltage i en Festlighed
for Josef Kainz paa Skydebanen — et Spørgsmaal, jeg selvfølgelig
besvarede med Ja.
Omkring Kainz og hans første Hustru, Sara Hutzler, kendt som
Forfatterinde af Eventyr, samlede sig Georg Brandes, Erik Skram og
Amalie Skram, Vilhelm Møller og Herman Bang, der senere benyttede
denne Festlighed til Udgangspunkt for sin Artikel om Josef Kainz i
„Ny Jord“ — en Artikel, som voldte ham stort Besvær. Slutningen
naaedes først i sidste Øjeblik, lige da Hæftet skulde gaa i Trykken.
Selskabet bestod kun af en halv Snes Mennesker, men var højst
animeret. Georg Brandes holdt en af sine mest spirituelle Taler. Han
nævnede, at det ikke havde været muligt i hele Byen at opdrive et
Exemplar af Grillparzers Værker, af hvilke Kainz havde lovet at læse