![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0132.jpg)
125
at faa Digteren til at deltage i Samværet. Han kom ogsaa op ad Trap
perne og aabnede Døren i Salens Baggrund. Men i det Øjeblik, For
samlingen ved Synet af ham raabte Bravo og klappede, trak han sig
sky tilbage og forsvandt.
Men denne Aften var betydningsfuld, den viste, hvilke Værdier
Strindbergs moderne Dramaer indeholdt — først længe efter blev de
løftede.
„Frøken Julie“ -Opførelsen var en af Studentersamfundets store
Bedrifter i disse Aar — vi fulgte vor egen Linje for Virksomheden,
højst forskellig fra den gamle Studenterforenings. Et Bal afholdtes
dog — Aage Meyer-Benedictsen skulde holde Talen for Damerne,
men gik i Staa efter sine første Ord og kunde ikke finde Traaden, saa
han genert maatte sætte sig.
Efter „Frøken Julie“ gik vi i Gang med en Theaterforestilling paa
Folketheatret, — dens Program blev fastsat efter en Konflikt med
Erik Skram. Han havde foreslaaet at spille et Lystspil, han og Amalie
Skram havde skrevet i Forening, „Fjældmennesker“ , senere opført
med et vist Held paa Dagmartheatret i Efteraaret 1892. Men Stykkets
Lystspiltone stillede store Krav til de spillende, og Forfatternes Plan
om, at man skulde forsøge at faa baade Skuespillere og Damer af det
københavnske Selskab til Hovedrollerne, kunde Bestyrelsen ikke ac
ceptere. Det kom derved til et heftigt Sammenstød mellem Erik Skram
og Herman Trier, og han gik forbitret bort, men jeg tror, da „Fjæld
mennesker“ naaede frem paa Dagmartheatret, indsaa Skram, at Be
styrelsens Betragtning alligevel havde været den rette — noget Nag
efterlod denne Uoverensstemmelse i hvert Fald ikke.
Aage Meyer-Benedichtsen, der var russisk kyndig, havde oversat
Gogols berømte Komedie „Revisoren“ , der mærkelig nok var ubekendt
herhjemme — en Komedie i klassisk Stil, der havde moret Kejser
Nicolai I i den Grad, at Overleveringen fortæller, at han sagde, at af
den Grund skulde Forfatteren ikke landsforvises. Vi besluttede at vove
Forsøget med en Opførelse paa Folketheatret sidst i April. Poul
Nielsen paatog sig Iscenesættelsen, og vi gik med godt Humør til den
vanskelige Indstudering. Den falske Revisor Klestakof blev spillet af
Ove Rode, der udfoldede besnærende Elskværdighed, men ikke var
helt sikker i Stikordene, i hvert Fald ikke i den Scene, jeg som Hospi
talsforvalteren havde med ham. Georg Brandes bemærkede, at det var
underligt, Hospitalsforvalteren havde sine Bestikkelsespenge aftalte i
Lommen, i Stedet for at tage dem op af en Pung og tælle dem.
En virkelig komisk Præstation var Carsten Ravns Guvernør, dum
vigtig, opblæst, brutal. Samspillet mellem ham, der var lille af Væxt,
og Gendarmen, der udførtes af den høje Tvermoes, den senere Politi
assistent, var uimodstaaelig ved Kontrastvirkningen, naar Guvernøren
hundsede sin underordnede Funktionær. Severin Abrahams, der bag
efter i Maj Maaned i Hui og Hast uden Held indstuderede „Revisoren“ ,
vilde absolut engagere Tvermoes til Gendarmens Rolle, hvad denne