133 / 310
126
dog klogelig ikke indlod sig paa. Thi Dorph-Petersen skulde til sin
Benefice spille Guvernøren, og den komiske Modsætning vilde da brat
forsvinde.
Ved den anden Opførelse indtraf der tilsidst et pinligt Intermezzo,
som Sufløren, den gemytlige Malermester Schiilein, der var Dus med
Poul Nielsen, overvandt ved sin Aandsnærværelse. Den eneste pro
fessionelle i Forestillingen var en Statist fra Folketheatret, Hr. Grave
sen, der udførte den Gendarm, som tilsidst i 5te Akt bringer Guver
nøren den overvældende Meddelelse om, at der er ankommen en vir
kelig Revisor fra St. Petersborg. Nu skete der dette, at Gravesen kom
en Scene for tidlig ind med sin Melding, hvorved hele Virkningen
truede med at gaa tabt. Men Schiilein gav Signal til Tæppets Fald,
og derved reddedes Situationen, i hvert Fald overfor det store Publi
kum.
Da vi efter den første Forestilling samledes i Studentersamfundet,
kom Poul Nielsen, min gamle Bekendt fra Mariboes Skole, med hvem
jeg gennem Aarene lige til hans Død stod i venlig Forbindelse, hen
til mig og sagde: „Jeg har set, De hurtig kan lære og opfatte en Rolle,
men jeg advarer Dem mod den Tanke at blive Skuespiller.“ Jeg kunde
heldigvis berolige ham — den Hensigt havde jeg aldrig haft.
Ved Generalforsamlingen i April afsluttede Herman Trier sit For
mandsskab, der havde haft saa stor Betydning for Studentersamfun
det. Han forstod at indgyde Respekt og bygge Bro over Modsætninger.
Hans Efterfølger blev Alfred Christensen, som i 4 Aar var en dygtig
Formand, men med enkelte Særstandpunkter. Han og jeg arbejdede
sammen uden Gnidninger, ,og Studentersamfundet hævdede under
hans Ledelse sin Stilling med Ære.
Den 14de Juli indtraf 100 Aarsdagen for Bastillens Fald og den
franske Revolutions Udbrud, og Studentersamfundet indbød til en
Mindefest paa Skodsborg Badeanstalt, hvorhen et Dampskib førte
Deltagerne — blandt dem husker jeg især „Social-Demokraten“ s
skarpsindige og kloge Literaturanmelder C. E. Jensen, hvis Dømme
kraft og Kundskaber jeg i Aarenes Løb kom til at sætte stor Pris paa,
og hans senere Hustru, der var i Selskab med Redaktør E. Winblad
og Frue og vakte Opsigt ved sin mørke Skønhed.
Ogsaa Ove Rode var med — paa Vejen derud erklærede han til
mig, at han ikke kunde tage Festen alvorlig, men da den blev meget
animeret, forandrede han vist senere Mening. Der afsendtes en tele
grafisk Hilsen til Præsident Carnot.
Festen fik et Efterspil af økonomisk Art, med Proces fra Bade
hotellets Vært Struck. Men Studentersamfundet vandt den med Glans.
Foraarets kunstneriske Begivenhed var Meiningernes Gæstespil
— hele Maj Maaned — paa Casino. Den kunstelskende Hertug Georg
af Meiningen, der med store Bekostninger opretholdt sit Hoftheater,
vilde ogsaa vise Verden, hvad denne Scene formaaede, og under Hof-
raad Cronegks Ledelse gik hans kunstneriske Stab paa Gæstespil —