134 / 310
127
først i en Aarrække gennem Tysklands store Byer, nu ogsaa til Kø
benhavn.
Kritisk tog Byen venligt inod dem, men i økonomisk Henseende
sejrede de ikke. Jeg husker, at 2den Pinsedag var Casino faktisk alde
les tomt til Opførelsen af „Gengangere“ . Alexander Barteis som
Osvald var nu ogsaa en Misforstaaelse. Men de store Shakespeare- og
Schillerforestillinger virkede ved storslaaede dekorative Effekter —
især var „Wallenstein“-Trilogien blændende med Gæstebudsscenens
pragtfulde Service. Og flere fremragende Skuespillere hævede Fore-
stilingerne op over den rent ydre Virkning: Jeg mindes Friedrich som
Julius Cæsar, Leopold Teller som Malvolio i „Hellig Tre Kongers-
aften“ , Amanda Lindner — senere en yndet Kunstnerinde paa Kö
nigliches Schauspielhaus i Berlin, hvor jeg senere beundrede hende
— som en billedskøn Jomfru fra Orléans og endelig Karl Weiser som
Frantz Moor — i hans sidste Leveaar indtog han en ledende Stilling
ved det storhertugelige Hoftheater i Weimar, hvor jeg saa ham ved
en Goethe-Festforestilling som Sekretæren i „Die natürliche Tochter“ .
Men hans sidste Aar blev sørgelige. Meiningerne havde en fanatisk
Beundrer i C. Riis-Knudsen, der om faa Maaneder skulde indlede sin
Dagmartheater-Æra og her fik Impulser til sine i ydre Henseende
saa rigt udstyrede, men i kunstnerisk Henseende ufuldkomne Klassi
ker-Opførelser.
I Juli saa et nyt Dagblad Lyset — Ove Rodes „København“ , der
havde et beskedent Lokale i et gammelt, endnu existerende Hus i
Klareboderne skraas over for Gyldendal. Jeg blev snart efter Starten
Medarbejder — skrev først Udland, senere Musik- og Theaterkritik
og var knyttet til Bladet, lige til Rode forlod det i Sommeren 1892.
Allerede i Begyndelsen af 1890 blev Johan Knudsen dets Financier,
og med ham fulgte Carl Ewald og blev en virksom Kraft. En ny
Redaktion og Expedition indrettedes samtidig i Badstuestræde.
Under disse nye Forhold overtoges „København“ s Forretnings
førelse af Overretssagfører Jens Petersen, der havde forsøgt sig som
dramatisk Forfatter med 1 Akts Skuespillet „Quod felix“ , der naaede
tre Opførelser paa Det kgl. Theater i Januar 1882, af hvilke jeg havde
overværet den ene. Men som Gustav Wieds Medarbejder havde Jens
Petersen langt større Held, da „Første Violin“ 1898 fremkom paa
Folketheatret. Han var ikke just energisk som Forretningsfører, da
hans Interesser mere tangerede Scenens Kunst, men altid venlig mod
Medarbejderne, naar de forlangte Forskud, og der var Penge i Kassen.
De faa Maaneder i Klareboderne var ret besværlige — ofte indtraf
Axel Henriques, den ene Indehaver af Firmaet O. C. Olsen & Co., hvor
„København“ tryktes, for at reklamere Firmaets Tilgodehavende. Men
Medarbejderne var unge og gik paa med Humør og Dødsforagt, selv
om der var Dage, hvor der endnu Klokken 10 Aften ikke fandtes en
eneste Linje til Morgennumret.
Oscar Madsen, der i „Piraten“ var bleven haardt behandlet, var