138 / 310
131
siger sidstnævnte: „Jeg har paalagt Carl Behrens ikke at angribe
Oehlenschlåger.“ *).
En mærkelig Medarbejder ved „København“ var den senere Læge
Panduro. Han havde et særpræget Lune, som gav sig Udslag i en
Række humoristiske Causerier. Men da han havde fortalt om, i hvil
ken Skikkelse han kunde tænke sig Vorherre, gik det galt. Artiklen
blev erklæret for blasfemisk — i vore Dage vilde næppe nogen have
knyet — og Justitsministeriet dekreterede Sagsanlæg mod den ansvar
lige Redaktør. Ved Kriminal- og Politirettens Dom blev Rode dømt
til Vand og Brød. Rode appellerede, og Sagen kom for Højesteret, hvor
Klubien var en meget lunken Defensor. Jeg overværede Proceduren i
Foraaret 1891 og husker, hvorledes den ansete Højesteretsadvokat
karakteriserede Artiklen som hørende under Drengestregernes Kate
gori og derfor nærmest fortjent til en Dragt Prygl. Højesteret ændrede
Straffen til almindeligt Fængsel i to Maaneder, som Rode afsonede i
Fængslet paa Christianshavn. Jeg sørgede for hans Læsning ved flere
Gange i Ugens Løb at sende ham Bøger fra Athenæums Bibliotek efter
Lister, han meddelte mig. Da hans Fængselstid var til Ende, fejrede
„København“ s Medarbejdere ham med en Fest i Tivoli, hvorefter han
rejste til Modum for at holde Bryllup med sin Forlovede, Frk. Line
Dedichen, en Datter af Badets Overlæge. Paa „København“ s Redak
tion havde jeg ofte haft Lejlighed til at hilse paa den unge Dame.
„København“ bragte til Stadighed originale Noveller — jeg tror,
Bladet var det første i Danmark, som knyttede en Kreds af Novellister
til sig. Axel E. Betzonich, Skuespillerinden Fru Elga Sindings Broder,
havde været Skuespiller ved Folketheatret, men senere faaet Ansæt
telse i Statsbaneadministrationen. Hans fyldige blodrige Ansigt med
de gemytlige Øjne fortalte om en Mand med saftigt Lune. Og et saa-
dant Lune prægede ogsaa de barokke Fortællinger, han skrev i „Kø
benhavn“ og senere samlede. Længst vil han dog mindes for de to
smaa dramatiske Arbejder „Stor i Skrøbelighed“ og „Guldkareten“ ,
som Det kgl. Theater spillede — det sidste med Betty Hennings og
Emil Poulsen i Hovedrollerne. Den Dag, hans Død blev bekendt, vilde
Tilfældet, at jeg traf Statsbanedirektør, Etatsraad Buchheister, Peter
Nansens Onkel. Han beklagede dybt Betzonichs tidlige Bortgang.
Lauritz Petersen, Forfatter til den dygtige Fortælling „Gaden“,
der fik altfor faa Efterfølgere, debuterede i „København“ . Ligeledes
Jeg vil anføre en Prøve paa Robert Henriques’ Mutterwitz. Han overværede
en Aften i Efteraaret 1889 paa Casino Opførelsen af Folkekomedien „Det store
Kalkbrud“, en Dramatisering af Georges Ohnets Roman „La grande m am iére“. En
af Rollerne, den unge Marki Henri de Clairefont, spilledes af Høffner-Petersen,
en just ikke talentfuld Skuespiller, stor af Korpus. Om ham bliver der sagt: „Den
Mand er ingen Morder!“ Hvortil Henriques strax fra Parkettet replicerede: „Nej,
han er en Støder“. Stærkt Latterudbrud. Kontrolløren kommer for at vise Uro
stifteren ud.
9
*