136 / 310
129
og balancerede i hele dets Længde mellem Fade, Tallerkener og
Glas, indtil han naaede til den anden Side og med et Sæt hep til
Grev Holstein, som ikke syntes altfor glad ved Mødet.
Robert Henriques havde daglig sin Gang paa Bladet. Hans musi
kalske Dømmekraft og Uddannelse vilde have gjort ham til en Kri
tiker af Betydning, hvis han havde kunnet se bort fra sine personlige
Antipatier. Men dette var ikke muligt for ham og svækkede hans
Autoritet. Ved „København“ vilde han gærne influere paa Kritiken
uden selv i Øjeblikket at tage Ansvaret. Han assisterede nemlig som
Violoncellist i Det kgl. Kapel og haabede paa ved den forestaaende
Konkurrence at blive kgl. Kapelmusikus. Denne Ansættelse vilde sik
kert have givet hans Liv en anden Retning, og den Skuffelse, han her
led, vakte en Bitterhed i hans Sind, han aldrig overvandt, og som i høj
Grad kom til at præge hans senere mangeaarige kritiske Virksomhed
ved „Dannebrog“ og „Vort Land“ .
Henriques vejledede mig, da jeg begyndte at skrive om Musik, jeg
læste en Tid Teori med ham i hans Værelse ud til Gaarden i hans
Faders Bolig, Tordenskjoldsgade 1, og her kom en Dag i min Under
visningstime Johan Svendsen paa Besøg
det var før Konkurrencen,
der fremkaldte et varigt Brud mellem Mesteren og Robert Henriques.
Den store norske Komponist var en sjælden indtagende Person
lighed, underholdende i Samtale, kundskabsrig, belæst. I sine Leip-
zigeraar havde han indgaaende studeret det 19de Aarhundredes tyske
Literatur — man kunde omtrent ikke nævne nogen Digter — selv
mindre Aander som Grabbe — uden at han kendte ham.
Man mærkede ikke paa Johan Svendsen, at han var en berømt
Mand — jævn og elskværdig var han, naarsomhelst man traf ham.
De Kapelmedlemmer, der havde oplevet gamle Paullis sidste Aar, fik
Svendsens skrappe Disciplin at føle som Modsætning. Hvor var han
feststemt under de store Koncerter i Paris 1900, da han i Trocadéro
fra Podiet til Franskmændenes maabende Forbavselse hilste ned paa
Sophus Michaélis og mig, der havde sendt ham Blomster. I Paris følte
han sig hjemme og gensaa de Huse, hvor han boede i sin Ungdom —
de samme Mennesker paa de samme Steder. Og Hakon Børresen og
jeg maa altid mindes den følgende Sommer, da vi en hel Dag var sam
men med Mesteren i Gilleleje hos Musikforlægger Alfred Hansen, og
hvor hans Glæde over den skønne, milde Sommerdag kom saa umid
delbart til Orde.
En Fjende for Livet havde Robert Henriques i „Dagbladet“s og
senere „Berlingske Tidende“ s Musikkritiker, Kancelliraad H. V.
Schytte. Denne var nu ogsaa en Mand, man let kunde komme i Ka
rambolage med. Da jeg i „København“ havde harcelleret over den
Konflikt, der var opstaaet paa „Dagbladet“ paa Grund af, at dets
indre Forhold var blevet røbet, efter Sigende gennem en Indiskretion
fra H. V. Schyttes Side til hans Ven Kaptajn Rovsing, foer Schytte
løs paa mig en Aften i Det kgl. Theater og overfusede mig. Men senere
M ennesker og B egivenheder
9