137 / 310
130
blev vi saa gode Venner, at jeg deltog i Festen for ham paa hans
70 Aarsdag. Jeg har kendt faa Mænd, der ejede saa drastiske Udtryk
for Haan og Foragt som Schytte — han var Satiriker og Polemiker
baade i Skrift og Tale, og han skaanede ingen. Og mindst Robert Hen
riques. Forbitrelsen hidrørte fra, at Henriques en Aften, da han med
virkede ved en Koncert paa Klampenborg Badeanstalt, uden at give
nogen Meddelelse til Publikum, havde spillet et andet Violoncelnum
mer end det paa Programmet anførte og derved faaet Schytte til at
gaa i Vandet. Den Polemik, der i den Anledning udviklede sig mellem
de to, er en af de groveste, den københavnske Presse nogensinde har
indeholdt.
Fra den Dag af var Henriques Skive for Schyttes ubarmhjertigste
Spot. Naar han sad i Kapellet ved sin Violoncelpult, kunde han høre
sin Modstander fra Parkettet raabe ned til en Kollega, at det var en
Vanære for Kapellet, at Henriques medvirkede. Han brugte Ord som
„Skrivekæltring“ eller karakteriserede ham som kommende fra „Nø
dens og Elendighedens Boliger“ .
Naar Henriques skulde passere forbi ham paa en Række i Theatret,
holdt han Hænderne for Øjnene for ikke at se ham, og da han en
Aften ved en Operetteforestilling havde faaet Plads ved Siden af ham
i Folketheatret, hidkaldte han Overkontrolløren og forlangte en anden
Plads anvist.
Schyttes Hidsighed og Hensynsløshed var forøvrigt ubegrænset og
gik ud over alle uden Personsanseelse. Da han efter sin Afskedigelse
fra „Dagbladet“ var bleven Musikanmelder ved „Børstidende“ under
Ernst Brandes’ Redaktion, erklærede han til alle og enhver, at
ved dette „lille Jødeblad“ havde hans Anmeldelser ingen Betydning.
Men da han saa kom til „Berlingske Tidende“ , hvis Redaktion Dr.
Carl Rothe havde overtaget og moderniseret lidt, fortalte han, at han
paa Slotspladsen havde mødt Redaktøren, der hilste paa ham, „men
jeg besvarede ikke hans Hilsen“ . Da Andreas Buntzen en Dag ikke
var enig med ham i en Sag, tog han et fyldt Blækhus og kylede det
efter ham.
Man kan forstaa, at en Mand med dette Temperament ikke kunde
lade Robert Henriques’ Forsøg paa at faa ham til at begaa en Fejl
blive ubesvaret. Men Schytte var sammensat af højst forskellige Egen
skaber, og det samme gælder Henriques. Skønt han ikke skaanede selv
sin bedste Ven for en Vittighed, var han alligevel i Grunden en god
modig Natur. Hans høje Ha-Ha-Latter virkede altid forsonende. Og
til Trods for alle de Konflikter, man uvilkaarligt indvikledes i med
ham, maatte man dog omsider stille sig forsonlig overfor ham. Sam
men med Oscar Madsen skrev han i disse Aar forskellige Sommer-
romaner med talrige Brud paa Privatlivets Fred — f. Ex. „Studentens
glade Liv“ og „Ved højen Mast“ — de er glemte nu, men var for
90erne Samtaleemnet i „Agurketiden“ . Selvfølgelig maatte jeg ogsaa
holde for — i et Kapitel mellem Peter Nansen og Edvard Brandes
'