129 / 310
122
var Weibull, den utrættelige Skandinav, der betragtede baade Oscar II
og Christian IX som sine Konger. Og Soldet var en Vandring omkring
Punsch-besatte Borde, hvor mange fik mere, end de kunde taale.
For mig havde dette Besøg — et følgende ved Maj karnevalet for
øgede mine Indtryk af det brogede, men i faste Former stivnede Stu
denterliv i den lille Universitetsby — den Betydning, at jeg kom i
Berøring med en literært interesseret Ungdom, der følte sig i Oppo
sition til den herskende Retning. Studenternes Ordfører, den senere
Professor Flensburg, var, saavidt jeg husker, konservativt indstillet
— en meget repræsentativ Personlighed. Ogsaa med Studentersanger
nes mangeaarige Leder „Fader“ Berg med de skælmske Øjne og den
lille tætte Skikkelse, stiftede jeg Bekendtskab.
Jeg traf Carl Martin Collin, der senere blev Ordfører, en ivrig og
intelligent Bogsamler, der besøgte mig i København, og med hvem
jeg 25 Aar senere tilbragte nogle indholdsrige Goethe-Dage i Weimar.
Saa var der Redaktør Axel Biilow, en af Universitetsbyens ledende
Pressemænd, og Axel Wallengren, hvis „Fakir“-Bøger gjorde Lykke.
Men fremfor alt maa jeg nævne den fine Lyriker Emil Kléen og Bo
tanikeren Bengt Lidforss, hvis Fader den Gang var Professor ved
Universitetet. Han var Broder til Professorinde Stromgren og Strind-
bergs nære Ven under Digterens Ophold i Lund. De var nøje orien
terede i dansk Politik. Paa Folketings-Valgdage tog de over Sundet
for at overvære Datidens Valgforhandlinger og deltage i Kaaringen af
Oppositionens Kandidater. De døde begge i en ung Alder. Ogsaa Me
dicineren Petrén, senere Professor dér, hørte til mine Bekendte fra
Lund — samt Filosoffen Herlin og Historikeren Stille, som ofte kom
til København, hvor han i Johan Ottosen havde en god Ven. Siden
hine Ungdomsdage har jeg nøje fulgt Sveriges Aandsliv og stadig
været fortrolig med Bevægelserne i svensk Digtning og Skuespilkunst.
Den 15de November indtraf Kong Christian den 9des 25 Aars
Regeringsjubilæum. Den politiske Krise var ikke bleven bilagt, selv
om der havde ytret sig forskellige Forligstilbøjeligheder, hvad der
medførte Bergs Tilbagetræden som Folketingets Formand. En ny Fase
i dansk Politik indlededes derved, og snart nærmede han sig paany
Hørup. Hans Efterfølger paa Formandspladsen, Sofus Høgsbro, blev
dog en ligesaa kraftig Hævder af Tingets parlamentariske Værdighed
som sin Forgænger. Han motiverede fra Formandspladsen sin Beslut
ning om ikke at lykønske Kongen paa Tingets Vegne i Ord, som uden
at saare dybere dog maatte gøre Indtryk paa allerhøjeste Sted.
Jubilæet blev fejret paa Det kgl. Theater med en Festforestilling,
hvis Program var Førsteopførelsen af en ny dansk Opera — C. F. E.
Hornemans „Aladdin“ — hvis Ouverture endnu stammede fra Kom
ponistens Ungdom og ofte var bleven spillet ved Koncerter — et
sprudlende, melodiøst og formfuldt Værk. Nu var Theatret fyldt med
et saakaldt repræsentativt Publikum — talrige Officersdeputationer
i Galla-Uniformer fra Kongens forskellige udenlandske Æresregimen-