126 / 310
119
Øjeblikkets politiske Brydninger. Derimod var Dr. Fridericias Tale
udelukkende en historisk Redegørelse for Stavnsbaandets Løsning og
Forudsætninger. Han paapegede Grundlaget for det Jubilæum, der i
denne Sommer samlede den danske Bondestand i Enighed.
Det var en meget smuk Sommerdag, og der rørte sig et muntert
Folkeliv under Herthadalens ærværdige Trækroner. Da jeg tog hjem
med Toget fra Lejre Station, sad der i Kupéen en yngre Mand, som
stirrede betaget ud paa Solnedgangs-Skærets gyldentrøde Farver og
sagde til mig: „Hvor en saadan Sommeraften er skøn i Danmark“ .
Det var Henrik Cavling, som jeg sidst havde set paa det stor
mende Valgmøde i Lyngby. Vi kom i en livlig Samtale, morsom og
paradoxal var han, med utallige Idéer, med æggende Betragtninger
om Journalistikens Kaar og Tidens Mænd — Samtalen blev Indled
ning til varigt Bekendtskab. Faa Dage efter traf jeg ham paany i
Presseværelset paa den nordiske Udstilling.
Sommeren 1888 bragte af Hensyn til Fremmedbesøget udenland
ske Gæstespil. Paa Dagmartheatret sang Anna Petterson — senere
Fru Norrie — flere af sine Operette-Glanspartier med svensk En
semble (Hagman og Kloed). Et russisk Operaselskab optraadte paa
Folketheatret. Det var interessant at høre den russiske National
opera, Giinkas melodiøse „Livet for Czaren“ , hvori Medlemmer af Det
kgl. Theaters Ballet medvirkede i de karakterfulde Danse, og Erin
dringen om den herlige Basbaryton Tartakoff som Dæmonen i Anton
Rubinsteins Opera af samme Navn er levende endnu. Jeg har sjæl
den været Vidne til en saadan monumental Forening af vokale og
dramatiske Evner. Mange Aar senere hørte jeg Perron paa Operaen
i Dresden i dette Parti — han kunde, saa fremragende han end var,
dog ikke fordunkle Mindet om Tartakoff.
Og uforglemmelig staar for mig den store italienske Tragiker
Rossis monumentale Othello, som han spillede i dansk Ensemble med
Julie Secher som Desdemona og Johannes Marer som Jago.
Men Sommerens egentlige dramatiske Udbytte for mig var det
Gæstespil af Kræfter fra Deutsches Theater i Berlin, der under Adolf
L’Arronges, den kendte Lystspilforfatters, Ledelse fandt Sted paa
Dagmartheatret. Bebudelsen af dette Gæstespil vakte uvenlige Følel
ser hos en Del af Højrepressen, især hos „Dagbladet“ , hvis Chauvi
nisme havde givet sig det taabelige Udtryk at raade sine Læsere til
at tale fransk til tyske Turister. „Dagbladet“ og dets Meningsfæller
saa i „Landsoldaten“ og „Ridderen af Randers Bro“ deres Theater-
idealer og havde i høj Grad billiget, at Kammerherre Fallesen lod den
tyske Helte-Tenorist Anton Schott som Gæst synge Lohengrin og
Tannhåuser med engelsk Text paa Det kgl. Theater.
„Dagbladet“ s onde Vilje kunde dog ikke forhindre, at det tyske
Gæstespil fik et heldigt Forløb. Allerede den første Aften maatte alle
theaterkyndige beundre Josef Kainz som Romeo og den skønne Unga-
rerinde Maria Barkåny, hvis Søster ved sit Giftermaal var bleven Kø-