118 / 310
111
Rom i 60erne med mange Enkeltheder om Henrik Ibsens Færd i hine
Aar. Knudtzon kunde bygge paa egne Iagttagelser, medens John Paul-
sen i sin Roman „Familien Pehrsen“ tog sin Tilflugt til Sladder og
Folkesnak.
Endelig sidst i Januar udkom Dobbelthæftet af „Ny Jord“ efter
mange bitre Kvaler — Poesi og Prosa i skønsom Blanding. Julius
Paludan hilste det i „Dagbladet“ velkomment med Gift og Galde.
Edvard Brandes, til hvem Axel Lundegård førte mig, baade roste og
kritiserede Hæftet i en lang Samtale, der første Gang gav mig et Ind
tryk af hans Skarpsindighed. Han var en sjælden Raadgiver, og den,
han fik Interesse for, svigtede han ikke senere. Hans graa, levende
Øjne, med deres Udtryk for Lune, Malice og Klogskab, ligesom
understregede hans Ord. Jeg var til Stede en Aften, ved et liberalt
Møde paa „Sommerlyst“ , da han satte sin Folketingskollega, Harald
Holm — gamle Høgsbros Svigersøn — aldeles til Vægs i en Discus-
sion om folkepsykologiske Problemer.
Med Lundegård kom jeg hurtig paa Kant, da jeg ansaa et Par
Ændringer for nødvendige i en Artikel om Kærlighedsproblemet, han
havde indleveret. Men han gjorde Strindberg opmærksom paa „Ny
Jord“ , og senere, da han var vendt tilbage til København som nygift
med sin indtagende Hustru, omgikkes vi atter venskabeligt.
De unge Digtere blev en hel Gruppe for sig — „Ny Jord“-Mændene
kaldte Sophus Claussen dem en Gang. Tidsskriftet, som det forelig
ger, maa tale for sig selv. Kun nogle Enkeltheder skal fremdrages.
Discussion om Kærlighed hørte Tiden til. Hans Jægers Roman
„Fra Christianiabohémen“ havde sat mange Lidenskaber i Bevægelse.
Bogen var bleven konfiskeret, Forfatteren dømt ved Højesteret og af
skediget fra sin Stilling som Stenograf i Stortinget. I Studentersam
fundet læste vi Bogen, der kun kunde udlaanes i Lokalet ved Hen
vendelse til Værten, med Uhygge, men med Følelse af dens sociale
Baggrund. Høffding saa paa disse vanskelige Forhold som Etiker, og
Alexander Kraft skrev i nær Tilslutning til ham Artiklen „Den hu
mane Askese“ i „Ny Jord“ . Georg Brandes modstod de Udfordringer,
Bohémen rettede til ham, til at tage Hans Jæger i Forsvar. Men han
havde allerede i „Tilskueren“ i sin Artikel om Garborg ytret sig om
den Askese, som Samfundet da krævede af ugifte Kvinder — en Ud
talelse, der vakte den dybeste Forargelse og yderligere bragte Brandes
i Discussion med Viggo Drewsen, den anonyme Forfatter til „En
Livsanskuelse grundet paa Elskov“ . Og han havde i „Politiken“ an
grebet Elisabeth Grundtvig for hendes Udtalelser i Debatten i saa
heftige Udtryk, at hun anlagde Injuriesøgsmaal mod ham, som han
dog fik afvist for sit personlige Vedkommende, da hans Artikel kun
var undertegnet med Bogstaverne G. B.
I Efteraaret 1887 havde Bjørnstjerne Bjørnson i Casino holdt sit
berømte, for ikke at sige berygtede Foredrag „Engifte og Mange-
gifte“ , der senere blev trykt blandt „De tusind Hjems“ Skrifter. Fore