293 / 310
286
le t m ed saa m egen for no rd isk e Ø ren u ta a le lig B om b a st, at Vogt og
jeg hu rtig fortrak .
V i tog en Dag til den gam le B y E sslin g en , h v is m idd ela ld erlig e
R aadhu s nok var værd at se, og fo rtsa tte U d flu g ten til Sch illers
Fød eby Marbach, hvo r vi m ed P ie te t b etrag ted e d et b esk ed n e Hus,
i h v ilk et den store D igter saa L y set — G ad ebilledet havd e næ ppe for
and ret sig v id ere sid en 1759. P aa den so lly se E fteraa rsd ag nød vi
U d sig ten over N eckar og h e le d et sm ilen d e L and skab , da v i var gaaet
op til Sch iller-M u seet, hvo r Æ b lern e i K u stod en s H ave netop blev
p lu kk et ned, og vi sm ag te paa F rug tern e, der ejed e h e le Somm eren s
Sødm e. M useets B illed sam lin g var a llered e i 1912 ov ero rd en tlig rig
ho ld ig — en Række M alerier a f D ig teren v iste ham paa fo rsk ellige
A lderstrin , lig etil h an s sid ste Leveaar, da Sygd omm en havd e sa t sin e
b itre Mærker i h an s A n sigt.
20 Aar senere — und er G o eth e-F estligh ed ern e i W eim a r 1932 —
læ rte jeg M useets Leder, F o rm and en for den schw a b isk e Sch iller-
verein , P ro fesso r G iintter, at kende. Han havd e m eg et at b erette om
Museets b e tyd elig e Væxt.
F ra S tu ttga rt tog v i til H eid elberg — paa d et w iirtem b erg sk e
S letteland saa jeg Fæ stn in g en H oh ena sp erg hæ v e sin m ø rk e T inde.
Mange ha r su k k et i den s F an g eh u ller — b l. a. D ig teren Christian
Schubart, som den regerende H ertug 1777 spæ rrede 10 Aar ind e her,
ford i han havd e sk revet p o litisk -sa tir isk e D igte.
I Heidelberg b esøg te Vogt og jeg m in B ek en d t fra København,
P ro fesso r Koch, og fik en o v erstrømm end e v en lig M odtagelse af
ham og h an s en g e lsk fød te H u stru . Jeg tror ikk e, a t Koch var videre
v else t a f sin e Kolleger — h a n s k r itisk e Aand fa ld t a ld rig til Ro. Da
vi en Dag spasered e i det V illakva rter, hvor h a n boed e, stand sed e han
ved en nyop ført, endnu ik k e beboet V illa , som en K ollega havd e byg
get, og und erka sted e den s Ind retn in g og Ydre en sønd erlemm end e
Kritik . Jeg havd e Ind tryk af, at Koch b land ed e sig i F o rho ld , der
ikk e d irek te vedkom ham .
M ine og V ogts V eje sk iltes nu — h an v ild e b esøg e den lille
Ø stersøby Tangerm iinde, som h a n havd e h ø rt b erømm e, og v i a fta lte
at m ød es paan y i K øbenhavn. En E fterm idd ag tog jeg over til Mann-
h eim , d enn e mæ rk elig e By, som m id t i det 19de A arhund red e kun
havd e h a ft 50,000 Indbygere, m en nu var b leven en stor H and els- og
Fab rik sby med et m y ld rend e Liv.
D et, som drog m ig, var selv fø lg elig det gam le sto rh e rtu g elig e Hof-
th ea ter, hvor S ch illers „R øverne“ var b lev en sp ille t fø rste Gang. Det
var en Søndag A ften , T h ea tret stuv end e fu ld t til H a lévy s Opera
„Jød ind en“ , m en det lyk k ed es m ig dog a t opd rive en P lad s lan g t nede
paa Gulvet. Man sku ld e ik k e tro, at B randvæ sn et i M annheim b lan
dede sig i T h ea trets S ik ring, th i a ld rig ha r jeg set en T ilsku e rp lad s
saa b epakk et a f sidd end e og staa end e T ilsku ere.
Saa tog jeg i H eidelberg A fsk ed m ed P ro fesso r Koch og h an s gæ st