92 / 305
15
kan et Barn udvikle sig til noget godt og dygtigt;
overladt tilsig selv vil Barnet udvikle s ig til det Onde,
al den Stund det er en Naturlov for Mennesket at ønske
det nægtede og stræbe mod det forbudte. Opdragelse
er uomgjængelig nødvendig, men Opdrageren maa skride
til sin Gjerning som den, der har sig selv under Tugt
og altid først vender Formaningen prøvende mod sig
selv; han maa i sit eget Liv have erfaret, at Budet er
en Lampe og Loven et Lys: Selvopdragelse er den eneste
Yej til Opdragelse af andre. Opdrageren maa have den
klare Forstaaelse af Barnets Tankesæt, Barnets hele
Følelses- og Villiesliv, han maa fra sin egen Barndom
kunne mindes, hvorledes et Barn ser paa Forholdene og
opfatter dem. Men frem for alt maa han skride til sin
Gjerning i Kjærlighed til den og Barnet, ikke den svage
og taabelige Kjærlighed, der lukker -Øjet for Barnets
Fejl — en Følelse, der saare tidt kun er egenkjærlig
Magelighed under Kjærlighedens Navn — men i den
sande, daadkraftige Kjærlighed, der lærer ham i Barnet
at se en af Guds elskelige Skabninger med de mange
Haande Anlæg til det Gode, men ogsaa til det Onde,
saa det trænger baade til den milde Overbærenhed og
den alvorlige Tugt. Han maa skride til sin Gjerning i
Tro paa sin Gjernings velsignelsesrige Virkning og Nytte,
i Tro paa, at hans Kraft til Gjerningen, dens Vækst og
Frugt kommer fra oven, saa han i Ydmyghed foler sig
som Husholderen over fremmed Gods; denne Tro vil
give ham Klarhed over hans Opgave, den Sikkerhed og
Kraft i dens Udøvelse, uden hvilken den ikke kan lykkes,
men som ogsaa har rig Forjættelse i sig.
Det naturlige er, at Forældrene selv opdrage deres
Børn, og ingen burde kunne gjøre det bedre; thi intet
Menneske kan have en saadan Kjærlighed til Børnene
som Forældrene, intet Menneske bør kunne have en
saadan Forstaaelse af Børnene som Forældrene; de ere