94 / 305
17
til Verdens Ende, at Trængende og Lidende vil der
altid være hos os; maatte vi da alle mindes Apostlens
Ord: »En ren og ubesmittet Gudsdyrkelse for Gud og
Faderen er denne at besøge Enker og Faderløse i deres
Trængsel.« Maatte det altid være os en fast og levende
Overbevisning, at den Fattige og Trængende er vor
Broder og Søster i Herren, dyrekjøbt som vi ved Jesu
Kristi hellige Blod. I rigtig Forstaaelse af disse hellige
Formaninger, gjennemtrængt af Troens og Kjærligheåens
Aand har den kristne Menighed altid antaget sig de
Fattige og Forladte, og i over 3 Aarhundreder har man
nu havt Vajsenhuse — det første oprettedes i Angs-
burg 1572 — ; men man kan vel sige, at først fra 1608,
da A. H. Francke med en Gylden i sit Eje, men meå
en glødende Kjærlighed og en urokkelig Tro paa Guds
Forsyn lagde Grunden til Vajsenhuset i Halle, over
hvis Hovedindgang læses: »Fremmede! Det Værk, du
her ser, er grundlagt i Tro og Kjærlighed; gak hen og
ær Stifterens Aand ved at tro og elske som han,,<* er
det ret blevet en Menighedssag at oprette Stiftelser fer
de forladte Smaa. Tanken ledes derfra ganske naturlig
til at antage sig forsømte og vildledte Børn. Bland^
disse milde Stiftelser indtager det kgl. Gpføslringshiis
en ejendommelig Stilling, idet det optager trængende
og værdige Familiers Børn, »der, som .det hedder i en
af Bestemmelserne, mest udmærke sig ved Flid, Kund
skab, Sædelighed og Renlighed, for at opdrage dem til
en særlig dygtig Klasse Haandværkere, Søfarende og
Handlende.« Da det imidlertid er urigtigt fra Barnsben
af at ville opdrage Mennesket til en bestemt Livsstilling,
fordi Barnets Anlæg først i en senere Alder kunne
bedømmes, yde vi Børnene en Undervisning og Op
dragelse, saa de kunne hævde sig en Plads i Middel
standen, lige som det er en Selvfølge, at der lier ved
Undervisningen lægges en ganske særegen Vægt paa
2