94 / 681
Ved Magistratens Indsigelse var Sagen b leven et Stridspunkt mellem
Brandforsikringen og Magistraten. Begge Parter tyede til Kongen; Di
rek tionen i en Ansøgn ing af 31. August 1767
l).
Dens Argumenter var dels
det reelle, at den store Fremgang for Brandforsikringen og Forøgelse
af den s F ond gjorde det rimeligt, at Direktørerne fik Løn for deres
vok send e Arbejde, dels det form elle, at Magistraten havde berøvet sig
enhver Ret til Protest ved at undlade, da Sagen første Gang skulde
for paa G eneralforsam lingen, at gøre sit afvigende Standpunkt gældende.
Reskriptet af 17. September 1756, der maatte være Grundlaget for de
forskellige Myndigheders indbyrdes Forhold , gjorde nem lig som bekendt
G eneralforsam lingens Dagsorden afhængig af Magistratens foregaaende
Overlæg og Sam tykke. Ved nu at tie til Meddelelsen om , at Lønspørgs-
maalet sku lde behand les, havde den samtykket og var derefter afskaaret
fra at sætte en afvigende Mening igennem . Til alt dette kom saa endda
det urim elige i, at Brandforsikringens Flertal ikke skulde liave Ret til
uden Indb land ing at træffe en saadan Foranstaltning. I Magistratens
B etæ nkn ing2) var Hovedvægten lagt paa Direktionens Brud paa Reskrip
tet af 17. Sep tember 1756 ved trods forudgaaende Indsigelse at lade den
anden Generalforsam ling behand le Lønningssagen. Samtidig satte man
et Spørgsmaalstegn ved dens Afgørelse, idet man fremhævede, at der
hverken var givet M eddelelse om de tilstedeværendes Antal eller de nøj
agtige Tal for A fstemn ingen , og endelig bestred man Beslutningens For-
m aa lstjen lighed , idet den formentlig vilde føre til, at Direktørposterne
b lev besat under H ensyn til, hvor vidt de lysthavende havde Trang til
en Ekstraindtægt. I Samm en lign ing dermed var det heldigere at have
øk onom isk uafhængige Mænd som Ledere.
Hvor m eget end B illigheden talte for Direktørernes Ønske om Løn,
fulgte K ancelliet alligevel Magistraten og lod Parterne vide, at Beslut
n ingen var stridende m od Fundatsens 12. Post og derfor ikke kunde
stad fæ stes3). Med d enne Afgørelse slog man sig dog ikke til Ro. Di
rektør Barfred, som u tv iv lsom t var den drivende Kraft, var ikke en
Mand, som saa let lod en Sag falde. Var den ene Vej bleven ham
spærret, forstod han straks at finde en ny. Saaledes ogsaa i dette
Tilfælde.
U tvivlsom t paa D irek tionens T ilskyndelse henvendte Arvingerne
efter D irektør Ole Mandix sig paa Kontoret og krævede uden Hensyn
til K ancelliets Afgørelse, m en i Henhold til Generalforsamlingsbeslul-
n ingen , udbetalt 400 Rd., som havde tilkommet ham , hvis Brandforsik
ringens Afgørelse stod ved Magt4). T ilsyneladende var Direktionen me
get spagfærdig, h enviste Arvingerne til Magistraten og nøjedes med at
anbefale deres Andragende5). Resultatet blev selvfølgelig kun et tor-
nyet A fslag6). Derm ed var naaet, hvad aabenbart havde været Hensig
ten, at bringe Sagen tilbage til det Punkt, hvor den var, forinden Kan
BESTYRELSESFORHOLD. STRID MED MAGISTRATEN. DIREKTØRLØN 81