95 / 681
8 2
BRANDFORSIKRINGEN 1731—1795
celliet fik m ed den at gøre. Inden m an nu gik videre, øn sk ed e m an
at sikre sig In teressen ternes Støtte og opnaaede, at de Komm itterede
med 68 S temm er m od 49 b illigede D irek tørernes L ø nk ra v 1). Derefter
beslu ttede D irek tion en at drive Sagen paa Spidsen og lod sig uden v i
dere Lønn en udb e ta le2). Naar D irek tionen voved e et saa dristigt Skridt,
skyldtes det O verbevisn ingen om at have faaet nye Vaaben i Hænde. I
de ved Raadstuep lakat af 9. Januar 1769 bekend tgjorte Forbedrings
poster var det form en tlig udtrykkelig b leven fastslaaet, at de 10 kom
m itterede In teressen ter sku lde være »authoriserede at præsentere det
h eele In teressen tskab , og hvad af dennem vedtages og besluttes . . .
være lige saa kraftigt, som det herudi var indført«. D enn e B estemm else
havde im id lertid en Hage. Hvorledes komm e ud over, at Spørgsmaalet
endog i høj Grad angik Kassens Fond og derfor henhørte under Magi
straten? Dette gjorde man ved dels at hævde, at det aldrig kunde være
»noget af Vigtighed«, om ogsaa de to ældste D irektører fik tillagt 200
Rd .s Løn , dels ved — som det afgørende — at pege paa, at de 400 Rd.
slet ikke sku lde udbetales af Kassens F ond , m en derim od af Kontor
kassen , der nu havde naaet en Størrelse af 33 000 Rd., og hvis Besty
relse ifølge 8. Post i Funda tsen 1731 alene var betroet D irek tion en 3).
B ehænd igh ed en var stor og tillige ægte Barfredsk. Men nu Magi
straten. Var den tilbøjelig til ved disse Juristerier at lade sig slaa af
Marken? Som det var at ven te, tyede den straks til K ancelli og K onge4).
Skønt den protesterede m od L ovligheden af D irek tionen s skriftlige Hen
vend else til in teressen tern e, benyttede den um iddelbart efter dens Re
sultat til at fremhæve det urim elige i m od en saa stor M inoritet at ville
gennem tvinge D irektørernes Lønn ing , tilm ed da Kontorkassen ikke var
større, end T ilfæ ldet var. Endelig fandt Magistraten det »næppe troeligt«,
at D irektørerne havde dristet sig til uden videre at lade sig Løn udbe
tale. Kongens Svar b lev en afgørende Sejr for Magistraten. Ved Reskript
af 23. Marts 17705) gentoges Forbudet m od L ønn en , og det b lev paalagt
at tilbagebetale de allerede hævede Penge. Aaret efter indskærpede
yderligere et kongeligt Reskript de forskellige under Magistraten sor
terende K omm issioner, at de havde at være den lydige og ikke sætte
sig m od dens Anordn inger6).
T ilsyn elad ende var nu alle Veje forsøgt og alle Midler opbrugt. For
D irek tionen syntes der ikke andet at gøre end at tilbagebetale den
hævede Løn. A lligevel søgte den at fortsætte Kampen ved at føre den
over paa det p rincip ielle Omraade, Kassens Selvstyre. Uagtet det maatte
synes haab løst at rejse dette Spørgsmaal lige efter, at Forbedringsposterne
var udstedt, besluttedes det paa et Møde m ed de Deliberation skomm it-
tered e7) at faa det underkastet en nærmere Drøftelse, hvilk en Myndig
hed der egentlig tilkom Generalforsam lingen, og navn lig hvad det be
tød, at intet af V igtighed vedrørende Kassens F ond kunde besluttes