99 / 681
86
BRANDFORSIKRINGEN 1731-1795
g jort gæ ldende, at det hverken i Fundatsen af 1733 eller Forbedring s
posterne 1769 m ed et eneste Ord var nævnt, at Bogholderen b lev ansal
af Magistraten, og at det naturligt maatte tilk omm e den samm e Myn
d ighed , hvem Ansvaret for Forretn ingsførelsen paahv ilede, at sørge for
Funk tionæ rer. D isse Grunde gik an; derim od var det unægtelig lidt dri
stigt at paastaa, at Reskriptet af 1756 havde fritaget Magistraten for alt
Ansvar vedrørende Kassen; tværtimod var det m odsatte T ilfæ ld et1). Til
Trods for d enne Svaghed i A rgum entationen fik D irek tion en Medhold
hos Kancelliet, hvem Sagen til sidst b lev forelagt. Et kongeligt Reskript
af 24. Sep tember 1783 gav Brandforsikringen Ret til selv at antage Bog
holder og fritog til Gengæld ud trykkelig Magistraten for ethvert deraf
følgende An svar2). Over denne A fgørelse b lev Magistraten alvorlig vred
og øn sk ed e nu i O veren sstemm else m ed »den naturlige Billighed« at b live
løst fra enhver Forb ind else m ed B rand forsik ringen3). Inden K ancelliet
vilde tage nogen B eslu tn ing, øn sk ed e det im id lertid op lyst, om ikke det
T ilsyn , som ifølge 18. Post i Funda tsen af 1733 sku lde føres ved nogle
a f Magistratens M ed lemm er, var den en tilstrækkelig G aranti4). Spørgs-
maalet var vanskeligt at besvare. Ved at ind rømm e Sandh ed en , at T il
synet i Aarenes Løb var ophørt, satte m an unægtelig sin P ligtfølelse i
et uheld igt Lys og viste, at det Ansvar, som efter F oreg ivend e tyngede
saa stærkt, fordi det ikke fulgtes af tilsvarende Rettigheder, ikke engang
havde bevæget Magistraten til at op fylde de allerede fastsatte Forp lig
telser. D ens Sva r5), som gentog Ønsket om at faa Forho ld et løst, gik
derfor h en over Van skelighederne m ed nog le a lm indelige Talemaader,
at Brandforsikringens Vækst gjorde den om talte Kontrol utilstrækkelig,
og at Magistratens Arbejde d esuden var vok set saa stærkt, at den ikke
kund e overkomm e det. Behænd igt, m en ikke egentlig loya lt over tor
B randforsikringens D irek tion , som sam tid ig støttede den i dens Mod
stand mod Kravene om en ny Fundats, benyttede m an endelig et d.
26. April 1783 fra en Del In teressen ter tilsend t Udkast*) til at gøre
gæ ldende, at der ogsaa ind en for B randforsikringen næredes det samm e
Ønske om at faa Forho ldet løst. Dette b lev dog ikke bevilget, m en der
im od bestem t, at det »indtil videre« sku lde forb live ved den fastsatte
O rdning6). Derm ed var det gjort til et T idsspørgsm aal, naar Resten af
den en Gang saa faste F orb indelse m ellem de to Mynd igheder sku lde
fuldstændig op løses.
I betydelige og ind flydelsesrige Kredse blandt Brandforsikringens
Interessen ter var m an langtfra tilfreds med dette Resultat. Ved afgø
rende Lejligheder som i Spørgsmaalet om Udbytte til de forsikrede og
om Løn til D irektørerne var det Magistraten, der havde sat sin Vilje
igennem . Ingen kunde vide, om den ikke ogsaa i Frem tiden vilde vise
*) Se S.
94
.