80 / 193
78
HENR IK B. HOFFMEYER
brændte huse. Et overblik over gældens størrelse fik man, da den
tidligere omtalte 1729-fortegnelse blev fremstillet og afleveret dl
kancelliet i april 1729. Det viste sig da, at
3U
af de brændte huse
havde været behæftet med prioriteter, og den samlede prioritetsgæld
på brændte huse var mellem 1V4 og 1V2 million rdlr. Kun knap V7
af lånemassen stammede fra offentlige institutioner, mens hoved
parten af pengene var udlånt af private.21 Mange brandlidte havde
derfor ikke blot mistet deres huse, men måtte samtidig frygte, at de
ikke kunne få deres udlånte penge tilbage.
Det var på ingen måde let at finde en rimelig ordning, der til
godeså både kreditorer og debitorer. På den ene side ville man ikke
ramme kreditorerne for hårdt for ikke at skræmme enhver kredit
væk fra København, og på den anden side måtte man, for at få
genopbygningen i gang, lette vilkårene for debitorerne. Kongen op
fordrede derfor magistraten til at indkalde parterne og forsøge at
overtale kreditorerne til at eftergive en del af pantegælden. Da pro
blemerne ikke blev løst hurtigt, blev der den 16. juni 1729 nedsat en
prioritetskommission
med Reventlow som formand til at løse dem.
Kommissionen forhandlede med parterne hele sommeren og efter
året. I december var man nået til vejs ende, og resultatet var blevet,
at der af den oprindelige prioritetsgæld på mellem 1V4 og 1V2 million
rdlr. kun var 569.000 rdlr. tilbage. De fleste kreditorer havde givet
afkald på mellem halvdelen og en trediedel af deres tilgodehavender
og havde givet rentefrihed for resten i nogle år. Hvad angår de
offentlige institutioners tilgodehavender blev det besluttet, at de
skulle nedsættes med en trediedel, og at der skulle gives 2 års rente
frihed. Den samme regel blev anvendt over for de kreditorer, der
nægtede at gå med til en frivillig ordning. Nedsættelsen af gælden
var kun blevet bevilget de debitorer, der lovede at bygge, mens andre
—og det vil sige de fattigste —der ikke havde råd til at bygge, måtte
give afkald på deres grunde, som blev overtaget af kreditor. Denne
fik til gengæld intet andet af sit tilgodehavende. A f en indberetning
fra kommissionen fra november 1729 fremgår det, at 619 debitorer
af denne årsag havde måttet afstå deres grunde.2-’
Nedsættelsen af prioritetsgælden lettede de brandlidte for en be
tydelig byrde og bidrog dermed til finansieringen af genopbygningen.
Det var dog kun indirekte hjælp til de brandlidte. Problemet var