145 / 204
144
vedtages nogle regler for dens benyttelse, og det bestemmes,
at inspektor skal føre tilsyn med den.1 Denne sidste bestem
melse medførte iøvrigt snart, a t læsestuens ankeprotokol fik
en dobbelt funktion. I sig selv var læsestuen et ren t privat
foretagende, og det stod naturligvis enhver alumne frit for,
om han vilde være medlem og yde sine maanedlige 2 rd., men
saa vidt det kan ses, har ingen alumne undslaaet sig, og som
følge deraf blev det hurtigt skik, at inspektor skrev sine med
delelser til alumnerne i læsestuens protokol, som jo læstes af
alle, medens han tidligere havde m aattet benytte den noget
besværligere fremgangsmaade at udarbejde cirkulærer og lade
dem underskrive af alumnerne som bevis for, at de havde læst
dem. D ette er begyndelsen til den udvikling, der efterhaanden
førte med sig, at læsestueprotokollen blev det forum, hvor man
drøftede kollegiets anliggender, ja, hvor to alumner nu og da
gennem længere perioder kunde føre en dialog om deres fælles
private anliggender. Gennem disse protokoller kan vi derfor
følge alle de begivenheder, der for de skiftende alumnekuld
udgjorde dagens indhold. Hvilken borchianer kender ikke den
spændte forventning, med hvilken man aabner protokollen, og
hvem har ikke følt skaberglædens sødme ved at nedfælde sine
evige tanker for det kritiske publikum?
Nogen stilfuld salon har den første læsestue ikke været.
Møblementet udgjordes af et bord, hvorpaa aviserne var frem
lagt, en reol med hylder til tidssk rifter og nogle stole — der
iblandt en gyngestol —- der i protokollen ofte betegnes som
»brøstfældige« eller endog som »sjofl^«. En forøgelse af bohavet
fandt sted 1858, da cand. theol. C.
E. H. Tuxen
2 ved sin bo rt
rejse fra kollegiet foreløbig stillede sin sofa til læsestuens
disposition. Fire aar senere, 28. marts 1862, skrev Tuxen et
brev til inspektor,3 hvori han, foranlediget ved en meddelelse
fra denne om sofaens daværende tilstand, tilstod, at det var
ham »som en Philosopho indlysende, at saadan stadig Brug
ikke kunde undlade i væsentlig Grad at formindske sammes
Elegance, saameget desto mere, som den altid har udmærket
1 A nn. 1854.
2 A l. 10/6 1857—m aj 58.
3 I k o lleg iets ark iv .